Peter Jackson leverede varen i LORD OF THE RINGS-trilogien, han leverede varen med BRAINDEAD (1992) og mange andre fantastiske film, lige fra hans spæde start med BAD TASTE (1987). Nu er han endda sammen med Steven Spielberg som executive producer på denne helt igennem fantastiske film. Og lad det bare være afsløret – for denne film er uforglemmelig!

Den 14-årige Susie Salmon lever i et lille hyggelig og familievenligt kvarter i USA med sin familie – mor og far, lillebror og lillesøster. Hun er forelsket i en dreng i 3.G og hun har fremtidsplaner.

Susie bliver lokket ned i en underjordisk hule af den venlige Mr. Harvey fra kvarteret og bliver myrdet; men hun er langt fra færdig med at leve. For hvor filmen kunne gå hen og blive som mange andre, drejer det hele nu over på Susies tilværelse i en anden verden, en verden imellem denne og den 2. side. Og det er ikke bare sådan at fordøje. For hvor vi nu følger opklaringsarbejdet, følger vi også Susies forundring af, hvad der er sket og hvor hun er – og hvad der skal til at ske. Familien får ikke vished med Susies skæbne, kun må det formodes at hun er død, i og med man finder hendes hue og en masse blod. Især faderen (fænomenalt spillet af Mark Wahlberg) lider under savnet og uvisheden, hvorimod søsteren Lindsey (genialt spillet af Rose McIver) begynder at fatte mistanke til den sære mand, Mr. Harvey.

Vi følger livet i verden som vi kender den, følger livet for familien Salmon, der kæmper for at få tilværelsen på ret køl, følger Susie i hendes verden og alt dette er akkompagneret af voice over af den afdøde Susie, som spilles helt eminent af den unge Saoirse Ronan. Det giver filmen en helt speciel atmosfære – især sammen med det meget stemningsmættede og atmosfærefyldte underlægningsmusik.

Der er brug langsomme kamerabevægelser, langsomme zooms på hovedpersonerne og sammen med musikken og den utrolig rørende og ufattelig spændende historie, gør det det hele går op i en højere endhed. Især fordi alle medvirkende spiller så fabelagtig godt!

Ideen med at vise verden, som Susie oplever den i mellemstadiet, er utrolig vellavet og får dig til at sidde og stirre målløst, uanset hvad du ellers har set af utrolige effekter på film. For scener som i THE LOVE BONES er ikke set før. Det er gribende, smukt, rørende og utroligt nervepirrende.

Undertegnede har aldrig set en film som denne og fandt sig selv rørt og vred på samme tid. Om forløsningen kommer, må du selv se, for der er ingen tvivl om, at det her er et regulært mesterværk som SKAL ses. Ikke uden grund er filmen nomineret til adskillige filmpriser, både for effekter og skuespil.

Sjældent har jeg oplevet en følelsesmæssig rutchetur som denne – en fantastisk film!! Nej, det er ikke LORD OF THE RINGS eller Braindead og ja, det er en film af Peter Jackson. En film der viser hans alsidighed og hans ekspertise til at røre en hvor man ikke troede man kunne blive rørt. Se den nu bare!

KM

Joseph Gusman og Robert James Hayes har skabt denne film som en hyldest til 1970’ernes Rape and Revenge film, også kaldet Grindhouse-film.  Hvis vi lægger ud med filmens scener, virker de noget uprofessionelle, hvilket er med til at gøre filmen mere realistisk inden for datiden genre og filmredskaber.

Plottet er simpelt; to unge bibelsælgere er på tur rundt i landet for at sprede Guds ord, da de uheldigvis støder på en gruppe af psykotiske mennesker som udsætter dem begge for voldtægt, og efterlader dem til døde. Titlen refererer i øvrigt til et sygt spil, som den ene kvinde bliver udsat for. Hun får et kort tids forspring ud i skoven, hvorefter manden kommer og voldtager hende. Trods hendes nærdødsoplevelse overlever hun og vender tilbage for at få den ultimative hævn. Og når jeg siger hævn, så mener jeg hævn!

RKJ

Endelig kommer det berømte soundtrack af Jerry Goldsmith til den fænomenale POLTERGEIST på CD - endda i en deluxe-version: dobbelt-disc med forbedret lyd, alternative optagelser samt skæringerne fra den oprindelige lp-version.

Endelig!

 Jeg ved snart ikke hvor jeg skal starte…filmen er et remake fra den originale The House On Sorority Row (1983) og eller er der ikke meget nyt at hente her.

En række smukke piger på kollegie udsætter en gut for en makaber spøg, hvor de får ham til at tro, at hans kæreste er død – og at det er hans skyld. De kører ud til et forladt mineområde, hvor de overbeviser ham om de er nødt til at skille sig af med liget, men i desperation stikker han et dækjern i hende. Manden aner jo ikke, at Megan ikke er død – det er hun så efterfølgende. De bliver i løbet af kort tid enige om at smide liget, som jo nu ER et lig, i en tom mineskat og indgår en pagt om aldrig at fortælle det til nogen.

Der går 8 måneder og mens det hele ser bedst ud for pigerne, begynder der at ske sære og drabelige (læs opfindsomme) mord sted i deres omgangskreds – som regel begået med en avanceret form for dækjern.

SORORITY ROW er en film, der vækker blandede følelser hos undertegnede. På en måde er det simpelthen for meget – det kan ikke passe, at alle piger der læser på college i USA er en modelkarriere værdig, drikker og fester og er så halvdumme, som dem der er med her. Og at alle fyre er noget af det mest primitive der findes. Og at alt der hedder samvittighed og fornuft er banket ud af hovedet på dem alle. Det kan ikke være rigtig, vel? Og alligevel er det det billede der tegnes i samtlige film i denne boldgade! Nuvel, der findes jo utallige film, der alle har samme mønster som her. Gennemgående må det være, at det som regel er den afholdende og mest fornuftige pige, der altid overlever, mens de sexdyrkende og drikkende personer, altid dør på de mest opfindsomme måder. Det er set før i SCREAM-filmene, Halloween, Friday the 13th, ” I know what you did last summer” og videre i den dur og specielt sidste film minder meget om denne. På den anden side. Så ER det da meget morsomt og underholdende at se, da ”over-heksen”, Jessica,  virkelig er strid og kilde til mange ideer om, hvordan hun bliver dræbt.  Og om ikke andet, så er det da spændende at sidde og prøve at løse, hvem morderen virkelig er.

Så det altså i bund og grund slet ikke så tosset, på trods af naiv og ulogisk opførsel, overdrevne replikker og adfærd – harmløs underholdning, set før, men kan tåle at ses igen!

Det bør nævnes, at et plus for filmen også er, at Carrie Fisher (selveste Prinsesse Leia fra Star Wars-trilogiens første film) er at finde som Mrs. Crenshaw, en slags vicevært for kollegiet. Og det er sært at se den legendariske Leia i en aldrende og lettere buttet Carrie Fisher.

KM

Stuart Gordon er manden bag de geniale film From Beyond og Re-Animator og sammen med makkeren Brian Yuzna har han kreeret nogle ganske fantastiske film, som bør ejes af enhver gyser-elsker. Hans film indeholder lige tilpas dele sort humor, splatter, gys, eventyr og alt det der gør en gyser seværdig, sammen med en god portion eminent lavet special effects. Trauma Magazine har haft den store fornøjelse at lave telefoninterview med både Gordon og Yuzna i bladets spæde start.

Få dog alligevel fingre i den – af flere grunde: bl.a. er det de to skuespillere Combs og Crampton, der atter spiller sammen og det hele foregår i idylliske Italien. Og det er tydeligt, at de nyder hvad de laver – til trods for den lidt spæde historie.

KM

  Indspillet i Bulgarien og direct-to-video er her atter en Grudge-film, denne gang med engelske Toby Wilkens bag roret. Jake Kimble er indlagt på den lukkede med store hallucinationer, efter hans oplevelser i 2’eren. Hans læge finder det svært at forstå, at den døde, skræmmende pige Kayajo, besøger ham i cellen, men hun kommer dog på andre tanker, da hans lig findes med alle knogler brækkede.I Chicago bor de tre søskende i lejlighedskomplekset fra to’eren, viceværten Max, hans søstre Lisa, der snart flytter til New York og den mindste, Rose. Forretningen går skidt i lejlighederne, hvor folk søger væk – eller dør, efter de frygtelige oplevelser, som kan ses i The Grudge 2.Tingene er heller ikke helt som de skal være, for på gangene huserer Toshio, den afdøde dreng med det blege udseende, der skriger som en kat (skræmmende, hver gang det sker, selvom man ved det kommer) og Kayako er der også.Kayajos søster Naoko kommer til byen for at prøve at slå forbandelsen ned. Men hun behøver familiens hjælp. The Grudge 3 var ventet med længsel og spænding, men også med en vis form for mådehold, for hvor de to andre er RET skræmmende og nytænkende, så ville det være utroligt, hvis filmen kan finde på noget nyt uden at miste charmen fra de forrige film. Filmen er nu heller ikke dårlig – men den er heller ikke specielt god. Miljøet er næsten udelukkende lejlighedskomplekset, hvor handlingen finder sted. Og persongalleriet er ret minimalt.Og selvom det stadig er uhyggeligt at se Kayako bevæge sig som en edderkop i rykvis klip og kravlende hen ad gulvet på den der makabre måde, så er det altså ved at være for brugt. De rykvise bevægelser er efterhånden kopieret i mange andre gyserfilm og det er ved at være lidt for meget. Ikke at hun ikke er uhyggelig, for det er hun skam. Men man VED hvad der kan forventes og derfor går gassen LIDT af ballonen. Toshio er da også skræmmende, men det hele er efterhånden lidt for forudsigeligt, hvorfor man føler sig underholdt til en vis grad, men også snart efterladt af en lille, tom fornemmelse af, at det nok ikke var så uhyggeligt som man havde håbet på. 

KM

Dette her er meget, meget langt ude. Som de fleste nyere splatter/eventyr/action/komedier/voldsfilm fra Japan, så er det noget der kan få én til at tænke på, hvordan japanere kan lave film med så stor opfindsomhed – eller bare på, hvordan de kan finde på det. Et parlamentsmedlem underholdes af en dansende pige, da han modtager en dødstrussel. Trækker han sig ikke fra valget, bliver han myrdet inden 3 minutter. Han overhører truslen og danser med den kære pige, som dog pludselig flipper ud, åbner sig på langs, hvorpå der kommer to krigspiger ud, iført bikini og en maske med en næse som en…nåja, en penis. En rød penis. Da der kommer vagter til, står den selvfølgelig på fægtekamp og langt ude-kommentarer.

Kulminationen kommer, da en ung geisha redder det hele.

Vi får derefter en præsentation af, hvordan den unge geisha blev til det hun er. Et stort firma kidnapper nemlig hende og hendes søster, for at ombygge deres kroppe bygges om og laves til en slags cyborg dræbermaskiner. En slags Robocop fra Østen med alt hvad dertil hører.

Når du først er kommet dig over skoldhed brystmælk, bombardement af kastestjerner fra enden og hoppende piger i bikini og netstrømper, så vil du opdage, at det hele slet ikke er så alvorligt ment. Filmen er nemlig mere end selvironisk og tager tykt gas på sig selv. Og det er herligt at se.

I de første 10 minutter af filmen blev undertegnede i tvivl om det hele var gas eller om den forsøgte at være seriøs. Men kommentarerne fra både ofre og angribere er så platte at man kun kan trække på smilebåndet – og det afsløres hurtigt, at det altså bare er for sjov.

Om det er sjovt eller plat må du selv afgøre. Og tjek instruktørens The Machine Girl, som er i samme boldgade.

KM

Den polske pige, Lena, er på sin første arbejdsdag som rengøringsassistent i lufthavnen i London, sammen med hendes snakkende kollega Birdie. Efter vagten misser hun bussen hjem, men Birdie og hendes tavse bror Elbie, inviterer hende med sig hjem til deres plejeforældre.

Det hele er dog ikke så idyllisk. Lige så snart Lena kommer ind ad døren, starter mystikken nemlig – for hun bliver slået ned og får en indsprøjtning som gør hende stum for en tid. Og hun møder mor og far, som bestemt ikke er helt normale. Moderen ser Lena som ”sin nye datter”, hvilket gør Birdie morderlig jaloux og Lena fanger hurtigt, at for at slippe levende fra familien, skal hun fedte sig ind hos moderen og adlyde den psykopatiske far blindt.

Filmen er virkelig temmelig underligt, men det holder altså, fordi man netop forundres over den sære familie, der tilmed kan sidde ved middagsbordet og snakke hyggesnak og hverdagssnak, mens de har Lena siddende med, skræmt og forslået – og bortført. Der er minimalt, eller slet ingen, musik til, hvilket gør det hele endnu mere realistisk. Man holder naturligvis med Lena og hendes måde at spille rollen på, gør det meget troværdigt at følge hende.

Man fanges uvilkårligt af lysten til at se, hvordan det hele ender. For stilen på filmen gør nemlig, at det kan gå begge veje: Lena dør og bliver på den måde befriet – eller hun undslipper og får dræbt de sadistiske mennesker.

Nap dig en 85 minutters tur ind i en sær og grum verden med Mum & Dad!

KM

To unge og uskyldige teenagere, sniger sig en sen nattetime ind på et lukket militæranlæg. De finder nogle store bassiner og det skal de da ud at svømme i, selvom det til forveksling ligner et rensningsanlæg eller andre industrielt foretagende. Men det bader man jo bare i en sen nattetime. De får dog ikke lang tid i vandet, før de forsvinder, skrigende og i blodrødt vand.

Maggie McKeown (Heather Menzies) får sagen overdraget: find de unge teenagere. Hun møder og slår sig sammen med en eventyrer ved navn Grogan Bradford Dillman) og ved et uheld lukkes de glubske fisk ud i den nærliggende flod og snart er helvede løs. For piratfiskene er muterede og sultne. Og de nærmer sig den lejrskole, hvor Grogans datter befinder sig. Grogans datter er bange for vand, pudsigt nok. Men den kære lejrlærer skal nok få hende overbevist om, at der intet farligt er i vandet!

Med masser af selvironi og politiske hentydninger, gør instruktør Joe Dante filmen om de muterede piratfisk, der slipper ud af det militære anlæg, seværdig. Dette er ren nostalgi tilbage til en svunden tid – og med store blikke til Spielberg’s ”Jaws” (1976). Piranha er fra 1979 og fra en tid, hvor JAWS blev plagieret mange gange. Efter sigende forsøgte Universal at sagsøge New World, som står bag Piranha, da de mente det lignede JAWS for meget. Men rygtet siger, at Spielberg morede sig så meget over Piranha, at han mente det var unødvendigt at sagsøge nogen. (Senere hyrede selvsamme Spielberg Joe Dante til at instruere en episode i ”The Twilight Zone”.)

PIRANHA er da morsom og forudsigelig – og meget naiv. Men hvis bedømmelsen skal falde, må det blive i det filmiske karatersystem og derfor falder hammeren, for det er temmelig ringe. Men for hyggens skyld, en aften med vennerne, ja; da kan den sagtens underholde.

KM

Med store B-film-horror-navne som Jeffrey Combs og Michael  Berryman og et cover der vækker interesse, burde denne film da være noget enhver splatterfan.

Nogle bestialtiske mord begået i en lille amerikansk flække Blackwater Alley, undersøges af den lokale betjent (Jefrrey Combs) og hans smukke assistent . Modsat tilfældet i lignende film, ser vi fra første mord hvem morderen er – det er kun med til at filmskaberne kan intensivere mordene og være mere…ja, brutale.

Combs har dog et hemmeligt forhold til assistenten – selvom han er gift og har børn. Så der er lagt en sidelinje i historien, som får betydning senere. Uanset hvad, så er det tydeligt, at det er en b-film, lavet på et ret lille budget. Der er ikke sparet på teaterblod og indvolde og skuespillerne gør det ganske hæderligt. Combs er fænomenal som altid.

På grund af den lave casting, at der ikke er mange betjente, selvom man finder en pige hakket i småstykker, er dog med til at dæmpe troværdigheden lidt. Heldigvis indeholder filmen også en god portion selvironi, som gør, at det ikke ødelægger hele atmosfæren og gør filmen irriterende.

Filmens syn på pigerne i små amerikanske flækker, kan ligge på et ret lille sted – de fremstilles som billige og letslupne – og får da også deres fortjeneste at føle, kan man roligt sige. Hvad morderens hensigt er, hvad hans motiv er for at begå disse blodige drab, kan man ikke så let gennemskue.De to betjente  slår sig sammen med en lokal særling (Michael  Berryman), der har nogle dygtige sporhunde. Og så går jagten ellers ind, langsomt, men sikkert.

BRUTAL er ikke mere brutal end andre b-film på markedet. Teksten på coveret sammenligner den med den fænomenale HOSTEL, hvilket jeg bestemt ikke kan nikke genkendende til. Filmen  er faktisk ikke meget anderledes end andre film i genren, lavet med et minimalt budget og nogle kendte navne, der ikke optræder i mange andre film end b-film. Let forudsigelig og med knap så god en teknisk snilde, som man havde forventet, kredser BRUTAL sig stille ind på morderens motiv og man føler sig lettere underholdt.

Brutal ? Ja, ind i mellem. Voldsommere end de fleste? Absolut nej!