I 2002 kom der en fed fortælling fra England, om hvordan landet og verden ville se ud, hvis der kom en uventet virus, der forvandlede almindelige mennesker til blodtørstige sataner i ægte zombiestil. Godt fundet på, godt lavet og i det hele taget én af de film man sagtens kan klare at se flere gange, netop fordi den er så unik. Når en zombiefilm skal virke, skal det være når det er med enten/eller-syndromet. Det vil sige, at enten skal den være så fantasifuld og bloddrybbende som muligt, som i Lucio Fulci mesterlige ”Zombie 2” (Aka Zombie Flesh-eaters) eller også skal den være naturalistisk og virke på helt andre områder. Uden at gå for megen i dybden kan man sige, at den skal være overdreven voldsom, så beskueren ikke er i tvivl om det er fri fantasi og splatterunderholdning eller den skal virke på et helt andet niveau – nemlig der hvor der ikke er tale om levende døde, der kommer op fra gravende for at flænse de levende på en øde ø, men derimod en virus der angriber menneskeheden og gør normale folk til zombieagtige væsener. Og placerer man en sådan fortælling i en virkelig ve

rden, som f.eks. London, så har man lavet et fundament for en fed, fed film – hvis man ellers gør resten af arbejdet godt. Og det må siges at være blevet gjort på den ypperste måde i den første film – kan det gøres igen er det bare endnu mere fænomenalt. Det kan hurtigt afsløres, at det ER blevet gjort igen – denne film er ligeså realistisk og vellavet samt skræmmende som den første !! Flot indledet med nogle voldsomme sekvenser – Don (Robert Carlyle) er i karambolage med nogle angrebne og smittede og efterlader sig i kampens hede sin kone, der er overladt til sin egen skæbne. Don flygter… 28 uger efter det oprindelige udbrud (filmen fra 2002), begynder folk efterhånden at vende tilbage til England, der har været lukket for omverdenen. Krigen mod virusset er vundet og udryddet. 15000 civile vender hjem til London. de indkvarteres i et stort boligkompleks godt beskyttet af snigskytter rundt omkring på tagene. Iblandt disse ci vile er Sally og Jacob, Don’s to børn. Don er nu blevet ansat i systemet der bevogter London og mødes med sine unger. Savnet til moderen er stort og han kan ikke fortælle den skinbarlige sandhed til børnene. Sally og Jacob flygter midlertidigt fra det beskyttede område, for at vende tilbage til deres hus i London centrum. De finder dog noget uventet, nemlig deres mor, der øjensynligt ikke er smittet – den første immune person er fundet. Hun har smitten i sig, men den kommer ikke i udbrud. Derfor er det dog vigtigt stadig at få hende i isolation. Filmens nærmest drama-agtige familieskæbne, kommer da faderen, der ikke aner moderen er smittet, finder hende på isolationsstuen, glædes over at hun er live og kysser hende, for kun at blive smittet og dræbe hende i en blodrus. Og så har vi atter balladen !! ”28 uger senere” er ganske enkelt en perle, da den hænger så godt sammen med den første film, som nærmest skreg på en efterfølger. Og atter må det siges, at henlægge filmens miljø, til London; en storby vi alle kender og kan forholde os til, er ikke mindre end e

n genistreg ! Det er så overvældende at se den forladte og forfaldne Tower Brigde og de øde gader i det ellers myldrede London. Det hele er holdt tilpas realistisk til at man kun kan fanges af historien – også selvom der på bedste Spielberg-vis er to børn i midtpunktet. Forvandlingerne, når folk er blevet smittede, foregår utrolig hurtige og blodige – og efter forvandlingen er der en fed dyrisk vildskab i øjnene på de smittede. Zombiefans vil elske dette her !!! Bombningen af London er med til at tage pusten fra tilskueren – flot lavet. Da der bliver kaldt til ”Code Red”, bliver de overlevende ikke kun udsat for angreb fra de smittede, men også fra deres allierede, nemlig soldaterne – det er med til at gøre deres situation endnu mere farlig. Og sekvensen, uden at afsløre for meget, i undergrundsbanens dystre og mørke gange, hvor kun den ene person har et natsigte at se igennem, er ikke mindre end nervepirrende: forestil dig at gå i totalmørke mellem døde, og du kan til hvert et øjeblik blive angrebet af en zombieagtig smittet !! Sekvenserne er ofte filmet i et vanvittigt tempo, som giver scenerne en masse dynamik og action, blodet sprøjter på kameraet og det minder nærmest om dogme-stilen på zombiefacon. Tilmed byder DVD’en på en masse spændende ekstra materiale !!

KM

Nostalgisk splatter !

Og atter engang har AWE formået at finde en sleazy gammel italiensk splatter og udgive den på DVD. Og heldigvis for det ! Den afdøde mester af zombiefilm, Lucio Fulci, har kreeret en fed og blodig sag i hans notoriske efterfølger til Zombie Flesh-eaters ( Zombie 2, oprindelig en uofficiel fortsættelse til Romero’s ”Day Of The Dead – ja, forstår hvis du er forvirret !). Zombi 3 (sådan staves titlen altså) nærmer sig rent kvalitetsmæssigt ikke Zombie Flesh-eaters (Zombi 2). Den er hverken nær så blodig eller nær så splatteragtig og har ikke mindeværdige kultscener som f.eks. den store splint, der langsom borer sig ind i øjet på offeret eller den legendariske og overraskende start. Alligevel er det jublende sjovt, dette her – og vellavet, efter 80’er splattter-standarten. Nogle forskere arbejder på ”DEATH 1”, et stof der skal bruges i biologisk krigsførelse. Noget går dog grueligt galt, da de døde der genopstår, ikke bliver til at kontrollere samt muterer skrækkeligt. Terrorister forsøger at få fat i stoffet og det lykkes til dels også. Atter går noget galt og en terrorist smittes med det dødelige virus. Og det slipper man ikke sådan bare fra med en vitamintablet. Manden indlogerer sig på et motel, hvor han hurtigt bliver knap så pæn og se på og dræber en kvindelig ansat. Tja, og som man ellers kan tro, så spreder smitten sig med lynets hast. Især man selvfølgelig ikke må brænde et zombielig – man har vel set Bannon´s ”Return Of The Living Dead” (1985). Efter en start med en præsentation af smittens v

KM

Et skrig flænser dine TV-højttalere over en mørk skærm. Musikken er tung og dyster - en dundrende rytme begynder og ud fra mørket viser sig en gravsten. Der zoomes langsomt ud og du kan snart se en tågefyldt kirkegård, mens din skærm viser italienske navne i rulleteksterne.
En perfekt begyndelse på en rejse ind i et visuelt mareridt, skildret af mesterinstruktøren, nu afdøde Lucio Fulci. City of The Living Dead er den midterste film i Lucio Fulcis makabre zombie-trilogi, hvoraf Zombie Flesh-Eaters er den første, og The Beyond er den sidste film.
En præst, fader Thomas, hænger sig selv i et træ på kirkegården i byen Dunwich og derved åbner han Helvedets porte, som markerer begyndelsen på enden for menneskeheden - samtidig i New York afholdes der en seance, og en ung pige, Mary Woodhouse (Catherine MacColl) ser i et syn kirkegården og dør efterfølgende af skræk…
Tilsyneladende er ikke alt som det skal være i det dødsfald, for under hendes begravelse viser det sig, at der skam er liv i hende endnu (åndeløs spændende lavet, da man ER i kisten med hende !) og hun reddes af journalisten Petter Bell. Sammen forsøger de at løse gåden om Dunwich, og i den lille by begynder der efterhånden at ske sære ting. Helvedets porte er åbnet og det viser sig ved, at de døde ikke længere bliver på deres respektive pladser.
Fulci selv står for både manuskript og instruktion og dette er en af hans bedste film. Den er gennemsyret af dysterhed, død, råddenskab og detaljerede voldsepisoder. Se f.eks. pigen der i bilen ved siden af sin kæreste, langsomt bløder fra øjnene, efter visuelt kontakt med den afdøde præst, og langsomt begynder at kaste sine indvolde op, ledsaget af langsom og nærmest messende musik. Selv hvis du lukker øjnene, vil du ikke kunne undgå at væmmes, da scenen er fulgt af afskyelige lyde fra pigen. I typisk Fulci-stil ser vi alt, og jeg MENER alt. Der fokuseres sædvanligvis på detaljerne på det rådnende lig, larverne i øjenhulerne - og også på øjnene på de levende, som i en gammel spaghetti-western. Dette er også filmen med den famøse bore-scene - så er det vist sagt !
Typisk Fulci og det bliver næsten ikke bedre - personernes handlemåder er ikke altid lige logiske, men det gør ikke noget. Dette er italiensk 80`er-gys, når det er bedst. Dejligt at se denne gamle udgivelse på DVD, tilmed med lækkert ekstra-materiale og herlig indpakning. Billedet er skarpt, kontrastrigt og tydeligt forbedret fra de gamle VHS-bånd man ellers måtte have liggende, importeret fra Holland for at undgå at der er klippet.
City Of The Living Dead er en film du bør anskaffe dig, hvis du har en lille bitte smule respekt for genren - den hører hjemme i samlingen. Alene af den grund, at film af denne kaliber ikke laves mere og hører til i en bestemt ære indenfor italiensk film.
I forbindelse med Fulci`s død i 1996, modtog Trauma et personligt brev fra hans datter Antoniella Fulci. Se mere i Trauma no. 5.


KM