Zombie - Hell On Earth (Aka Zombi 3)
Nostalgisk splatter ! Og atter engang har AWE formået at finde en sleazy gammel italiensk splatter og udgive den på DVD. Og heldigvis for det ! Den afdøde mester af zombiefilm, Lucio Fulci, har kreeret en fed og blodig sag i hans notoriske efterfølger til Zombie Flesh-eaters ( Zombie 2, oprindelig en uofficiel fortsættelse til Romero’s ”Day Of The Dead – ja, forstår hvis du er forvirret !). Zombi 3 (sådan staves titlen altså) nærmer sig rent kvalitetsmæssigt ikke Zombie Flesh-eaters (Zombi 2). Den er hverken nær så blodig eller nær så splatteragtig og har ikke mindeværdige kultscener som f.eks. den store splint, der langsom borer sig ind i øjet på offeret eller den legendariske og overraskende start. Alligevel er det jublende sjovt, dette her – og vellavet, efter 80’er splattter-standarten. Nogle forskere arbejder på ”DEATH 1”, et stof der skal bruges i biologisk krigsførelse. Noget går dog grueligt galt, da de døde der genopstår, ikke bliver til at kontrollere samt muterer skrækkeligt. 
Terrorister forsøger at få fat i stoffet og det lykkes til dels også. Atter går noget galt og en terrorist smittes med det dødelige virus. Og det slipper man ikke sådan bare fra med en vitamintablet. Manden indlogerer sig på et motel, hvor han hurtigt bliver knap så pæn og se på og dræber en kvindelig ansat. Tja, og som man ellers kan tro, så spreder smitten sig med lynets hast. Især man selvfølgelig ikke må brænde et zombielig – man har vel set Bannon´s ”Return Of The Living Dead” (1985). Efter en start med en præsentation af smittens v irkning, præsenteres vi for de egentlige hovedpersoner, nemlig tre soldater i en jeep, der får kontakt til nogle smukke piger – og så er der ellers dømt skrig og skrål, for ikke nok med at der kommer flere og flere zombier. Smitten spredes også via dyr, der dør og vågner til live igen. Og vanen tro, varer det ikke længe før menneskeheden er i fare… Ja, stilen er lagt og der er heldigvis masser af italiensk kitch i form af hurtige zooms, musik, der KUN passer til en zombiefilm som Fulci´s og elendigt skuespil. Filmen er klart ikke en skive man sætter på, når man har lyst til et gensyn med en film, men den kommer alligevel højt op på undertegnedes liste over top 20, da det er så herligt med disse genudgivelser, som man ellers kun har på slidt VHS fra Holland. Her er kvaliteten ikke den bedste efter DVD-standarter, men skiven indeholder trailers og biografier, som ekstra materiale. Ren nostalgi. Ren splatter !
KM
City Of The Living Dead(Paura nella cittá dei morti viventi/Zombiernes By)
Et skrig flænser dine TV-højttalere over en mørk skærm. Musikken er tung og dyster - en dundrende rytme begynder og ud fra mørket viser sig en gravsten. Der zoomes langsomt ud og du kan snart se en tågefyldt kirkegård, mens din skærm viser italienske navne i rulleteksterne.
En perfekt begyndelse på en rejse ind i et visuelt mareridt, skildret af mesterinstruktøren, nu afdøde Lucio Fulci. City of The Living Dead er den midterste film i Lucio Fulcis makabre zombie-trilogi, hvoraf Zombie Flesh-Eaters er den første, og The Be
yond er den sidste film.
En præst, fader Thomas, hænger sig selv i et træ på kirkegården i byen Dunwich og derved åbner han Helvedets porte, som markerer begyndelsen på enden for menneskeheden - samtidig i New York afholdes der en seance, og en ung pige, Mary Woodhouse (Catherine MacColl) ser i et syn kirkegården og dør efterfølgende af skræk… 
Tilsyneladende er ikke alt som det skal være i det dødsfald, for under hendes begravelse viser det sig, at der skam er liv i hende endnu (åndeløs spændende lavet, da man ER i kisten med hende !) og hun reddes af journalisten Petter Bell. Sammen forsøger de at løse gåden om Dunwich, og i den lille by begynder der efterhånden at ske sære ting. Helvedets porte er åbnet og det viser sig ved, at de døde ikke længere bliver på deres respektive pladser.
Fulci selv står for både manuskript og instruktion og dette er en af hans bedste film. Den er gennemsyret af dysterhed, død, råddenskab og detaljerede voldsepisoder. Se f.eks. pigen der i bilen ved siden af sin kæreste, langsomt bløder fra øjnene, efter visuelt kontakt med den afdøde præst, og langsomt begynder at kaste sine indvolde op, ledsaget af langsom og nærmest messende musik. Selv hvis du lukker øjnene, vil du ikke kunne undgå at væmmes, da scenen er fulgt af afskyelige lyde fra pigen. I typisk Fulci-stil ser vi alt, og jeg MENER alt. Der fokuseres sædvanligvis på detaljerne på det rådnende lig, larverne i øjenhulerne - og også på øjnene på de levende, som i en gammel spaghetti-western. Dette er også filmen med den famøse bore-scene - så er det vist sagt ! 
Typisk Fulci og det bliver næsten ikke bedre - personernes handlemåder er ikke altid lige logiske, men det gør ikke noget. Dette er italiensk 80`er-gys, når det er bedst. Dejligt at se denne gamle udgivelse på DVD, tilmed med lækkert ekstra-materiale og herlig indpakning. Billedet er skarpt, kontrastrigt og tydeligt forbedret fra de gamle VHS-bånd man ellers måtte have liggende, importeret fra Holland for at undgå at der er klippet.
City Of The Living Dead er en film du bør anskaffe dig, hvis du har en lille bitte smule respekt for genren - den hører hjemme i samlingen. Alene af den grund, at film af denne kaliber ikke laves mere og hører til i en bestemt ære indenfor italiensk film.
I forbindelse med Fulci`s død i 1996, modtog Trauma et personligt brev fra hans datter Antoniella Fulci. Se mere i Trauma no. 5.
KM
