Van Helsing
USA 2003, instr. af Stephen Sommers
Distr.: Universal
For længe siden, blev der på Trauma's nyhedsside,
bragt en nyhed om den kommende film VAN HELSING og det var noget man
så frem til. En film med de klassiske monstre i en eventyrfortælling
af manden bag THE MUMMY.
Pludselig er tiden gået, filmen har turneret i biograferne og
en særdeles flot og velspækket DVD er kommet på gaden.
De af Jer der har svaret korrekt i Trauma's konkurrencen i sidste måned,
ved hvem Van Helsing er. Ellers er der mulighed for at få en filmatisering
om figuren, sand eller ej, gennem denne film.
VAN HELSING starter flot i s/h i 30'stil; Frankensteins monster er netop
vakt til live, de udødelige filmord "It's alive, it's alive
!" er råbt og snart er scenen sat ved den brændende
mølle. Klassisk og godt. Forskellen er dog, at scenen er sat
i Transylvanien og ikke Ingolfstadt, som i den originale fortælling.
Frankenstein har lånt Dracula's borg i Rumæniens hjerte.
I første splitsekund ligner bymuren faktisk den rigtige bymur
ved Dracula's fødeby, Sighisoara, men så hører ligheden
også op - læs evt. mere om Trauma's tur i Dracula's fodspor
i Trauma nr. 4.
Snart befinder vi os i farver, i datidens Paris - i baggrunden ses et
halvbygget Eiffeltårn, som er en fiks lille detalje. Vi præsenteres
for den legendariske Dr. Jekyll i skikkelse af Mr. Hyde. Og Van Helsing
(Hugh Jackman fra X-MEN)beviser i en kampscene, hvad han er værd.
Van Helsing mødes med "Ridderne af den hellige orden",
som i århundrede har kæmpet med verdens monstre. Han får
til opgave at tage til Transylvanien og med sig har han munken Carl,
som er filmens sidekick - og én af de mere morsomme af slagsen
(-efter et slagsmål med varulven, som var våd af regn, kommer
han ind i rummet og spørger, hvorfor her "lugter af våd
hund ?") Her ser vi også, at Van Helsing nærmest er
at betragte som datidens James Bond med alle de smarte våben der
hører sig til.
Transylvanien bliver snart fremvist og præsenteret som et bjergrigt
land, med utrolige scenerier og et sært folkefærd - bl.a.
en bedemand som har en slående lighed med Fætter Maddike
fra Tales From The Crypt-serierne. Og Transylvanien er jo netop stedet,
hvor al verdens overtro og myter er samlet - undertegnede var der i
forbindelse med "Dracula's fodspor"-artiklen og landet er
i sandhed noget for sig selv. Det samme er folkefærdet.
Van Helsing møder snart den utrolig smukke Anna, spillet af Kate
Beckinsale, som er en meget adræt kvinde - så er det sagt.
Luften er fyldt med vampyrer, skrig, action og en hel del effekter,
som er utrolig godt lavede. Bl.a. får vampyrerne en meget, meget
stor mund og forvandlingerne, som Dracula's brude går igennem,
er mildest talt forbløffende, både filmisk lavet, men også
opfindsomme. Brudene lever op til myten: smukke, så man får
åndenød, og livsfarlige !
Snart er der mere action end forventet, speciel effects, digitale effekter,
monstre (bl.a. er Wolfman mere monster end nogensinde set før),
Frankenstein kommer atter på banen og viser sig knap så
ondsindet som overtroen siger og i det hele taget er der lagt op til
action i stakåndet-klassen.
VAN HELSING har den der Stephen Sommers-atmosfære, tydeligvis
manden bag THE MUMMY og THE RETURN OF THE MUMMY. Der bliver ikke sparet
på noget og det er umuligt at se overgangen mellem skuespiller
og digital figur, ved de mange forvandlinger ! Der er ikke tid til at
hente drikkevarer i filmen, da der ikke er nogen pusterum. Det er over
to timers intens action.
Sommers blander det hele flot: myter og overtro, klassiske figurer og
actionhelte tilsat en ordentlig omgang Hollywood. Det er en god blanding
- ekstra god bliver den, hvis de havde holdt nogle basale ting til virkeligheden.
Dracula præsenterer sig som grev Vladislaus Draguilia, født
i 1422, dræbt i 1462. Virkelighedens Dracula (Vlad Tepes) blev
født i Sighisoara i 1431 af Vlad Dracul, som fik tildelt en orden
i Nürnberg - ordenen forestillede en drage, deraf navnet Dracul,
ikke "djævel" eller "dæmon", som mange
tror. Havde de holdt sig til disse små fakta, ville det have givet
et par plusser ekstra. Måske er det blot mig, men det er skam
detaljerne der tæller i denne sag !
Men nok historieforelæsning - sagen er at VAN HELSING holder.
Ikke 100%, da der er for mange digitale effekter, som gør at
der går for meget superhelt i den. At Van Helsing kan kaste sig
selv hen over et spand heste i fuld løb, osv. Er altså
noget der får én til at trække på smilebåndet
- på den forkerte måde. Men filmen indeholder så mange
flotte detaljer og er spækket med action, så man ikke kan
tillade sig at brokke sig.
Ikke nok med det: DVD-udgivelsen er værd at have i samlingen.
Den er proppet med ekstra materiale, lige fra de altid sjove "bloopers"
til "You are In The Movie !". Der er noget for enhver smag
på de to skiver der er i den flot pakkede box.
Hvad venter du på ??
Snart kommer der nogle ekstraordinære flotte boxset's
fra Universal's filmmonstre - vent og glæd dig !! Mere om det
på Trauma...
KM



