| |
|
The Dark
(USA 2005)
Distribution: Nordisk
Maria Bello (Coyote Ugly, A History of Violence) spiller Adele, som tager
sin unge datter Sarah med til Wales, hvor de skal besøge Sarah's
far James, spillet af Sean Bean (Ringenes Herre). Sarah, som har et temmelig
anspændt forhold til sin mor, stikker af, og frygtes omkommet i
havet. En anden pige dukker kort tid efter op hos Adele og James. Det
viser sig, at hun har forbindelse til et rituelt massemord, der foregik
på stedet 60 år tidligere. Adele begynder nu at undersøge
omstændighederne ved massemordene nærmere, for derved at finde
sin datter igen.
The Dark er en gyser, som umiddelbart kunne lyde til at være en
rigtig interessant film baseret på den korte fortælling af
historien på bagsiden af coveret. Dette var dog ikke tilfældet
for undertegnede. Filmen startede udmærket med enkelte spændingsmomenter
indtil Sarah falder i havet og forsvinder. Herefter begynder det hele
at blive lidt mere indviklet. Den nye pige dukker op, og selvom man ret
hurtigt finder ud af hvem hun er og hvor hun kommer fra, så bliver
handlingen nu drejet ind på et spor, hvor man knap nåede at
forstå et afslørende element, før man blev hvirvlet
videre til det næste. Jeg tror derfor godt, at hvis man så
denne film flere gange, ville have nemmere ved at forstå mange af
de forskellige ting, der dukker op løbende, men det har jeg egentlig
ikke lyst til. Jeg blev mere og mere irriteret over filmen, fordi der
var så mange ting at forholde sig til, at man til tider mistede
overblikket over handlingen. Det er ikke just det der giver én
lyst til at se den to gange mere, hvis det er det der skal til for at
forstå handlingen. Slutningen er også ret brat, og jeg var
nødt til at spole tilbage for lige at se hvad der egentlig skete,
og selv efter det, var jeg ikke helt sikker på hvad der foregik.
Havde man brugt tiden i biografen på at se denne film, ville jeg
personligt føle det pænt irriterende, at man havde siddet
i to timer og ventet på hvordan den ville ende, og så alligevel
gå glip af dette, fordi det sker så hurtigt.
Af ekstramateriale er der ikke specielt meget at komme efter. Der er
trailers, og en alternativ slutning. Denne alternative slutning er faktisk
langt mere forståelig end den originale slutning, og jeg ville personligt
have foretrukket den i stedet for den originale.
MM
    
|

|