Søg på Trauma
eller the web

   
Trauma-søgning
Web search


powered by FreeFind

 

 



Resident Evil 2: Apocalypse
USA 2004

Universal

MATRIX I ZOMBIE-VERSION

Fra spil til film - endnu en gang. Husker du spillet Resident Evil og er du også én af dem der har siddet og svedt i de sene nattetimer, skrækslagen og med alle sanser fokuseret på din computer-skærm ? Underordnet om du kender spillet eller ej, så er filmene af samme navn noget for enhver action-fan med hang til zombie-sjaskere !

Billedskønne Milla Jovovich er atter Alice, der kort resumerer etteren, Resident Evil, for os, i starten af filmen: T-virus, fremstillet af Umbrella Coperation, der i en underjordisk bygning arbejde på et biologisk våben. Alt gik galt - de døde forblev ikke længere døde, men bed sig fast i de levende, som - som i den gængse zombie-film, også snart var levende død. Spillereglerne blev overholdt.

Alice (Milla Jovovich) vågner op på et laboratorium hos Umbrella og er snart på gaden i zombie-mylderet.
Umbrella's situation er atter kaotisk - virusset spreder sig med lynets hast, de døde er meget snart zombier med trang til menneskekød. Da smitten når bygrænsen, som er den eneste vej ud af byen, vælger de at forsegle udgangen og dermed overlade indbyggerne i Raccoon City til en grum skæbne.
Sammen med en journalist ved navn Terri Morales (bemærk efternavnet, hvilket siger noget om hendes hensigter med videokameraet, ikke ?), nogle af de efterladte soldater fra Umbrella og en meget flyvsk kvinde i lårkort og smarte bemærkninger, forsøger de at overleve i Raccoon's helvede - indtil de får til opgave at finde den forsvundne datter af en forsker, der arbejdede med T-viruset for Umbrella: find hende og få hjælp til at komme ud af byen, inden den bombes med atomvåben.

Så er linjen sat for monsteragtige skabninger, zombier, blodsprøjtende scener, lidt for smarte bemærkninger og bevægelser fra betjent Valentine (hvis outfit nok næppe var gået hos Københavns Politi) - de møder bl.a. skabningen Nemesis, som er et robotlignende monster a la' Robocop med træk fra et af væsnerne fra Hellraiser.

Zombierne er modsat ny-indspilningen af Dawn of the Dead (2004), ikke hurtige, men langsomme som i Lucio Fulci gamle zombie-film fra 80'erne. Det virker stadig bedst, når zombier bevæger sig langsomme og ledeløse som de gør i denne film. Og når man samtidig er omgivet af brændende bilvrag på gaden, rasende automatvåben og langflyvende hjernemasse, så kan man næsten ikke gøre andet end at føle man er med i spillet. Og når en skøn Milla tilmed pryder skærmen, så er der ingen vej udenom.


Karaktererne er klicheagtige og set før masser af gange. Betjent Valentine er en tand for meget, men man vænner sig hurtigt til hende - hun blænder fint ind med resten af holdet og er vel sagtens med for at det kvindelige publikum også skal kunne identificere sig med nogen. For det er en ægte drengerøvs-film dette her; ikke kun pgr. af Milla, zombierne, skydevåbnene, monstrene og spillet; men fordi stemningen er…drengerøvsagtig hele vejen igennem.


Og er det da så ringe ? Nej, ikke i en film som Resident Evil - når manuskriptforfatteren hedder Paul W.S. Anderson (Instruktør på Resident Evil 1, Event Horizon, m.fl. og manuskriptforfatter til Resident Evil 3, der kommer i 2006), så kan man forvente sig lidt af hvert. Instruktør Alexander Witt har før arbejdet som fotograf på så store film som Pirates Of The Carribean, Black Hawk Down, Gladiator, Hannibal og Twister.

DVD'en byder på en masse lækker ekstramateriale: bl.a. hele 3 lydspor med kommentarer fra holdet, sjove fraklip, deleted scenes og en masse andet lækkert gejl.

KM