Den unge engelske rigmandssøn Owen ankommer til
sin tredje privatskole, idet han er blevet bortvist fra de andre. Her
møder han den smukke pige Dodger, som han forelsker sig i. Hans
bofælle Tom introducerer Owen til kliken, hvori Dodger også
er med. Kliken indvier Owen i deres specielle spil, som bliver spillet
i det dystre kapel efter midnat.
Spillet går ud på at én bliver udvalgt til at være
ulv, mens de andre er får. Alle placerer en indsats i puljen,
som vinderen beholder. En person skal så herefter anklage en anden
person for at være ulven. Den anklagede skal så forsvare
sig. Herefter stemmes der i gruppen om hvem der var mest overbevisende,
og taberen af duellen skal forlade kapellet. Spillet fortsætter
på samme måde indtil der kun er en enkelt person tilbage.
Kort forinden Owen ankom til skolen, er en ung pige blevet myrdet i
skoven. På grund af kedsomhed og den unge piges død beslutter
kliken sig for at lave en større og mere spændende udgave
af deres spil. De udsender en mail til hele skolen, hvor de opdigter
en fiktiv seriemorder, som angiveligt skulle have myrdet pigen, og hvem
der vil være de næste ofre. De angiver desuden at mordene
vil finde sted ved fuldmåne på Halloween på skolen.
Owen modtager derefter beskeder fra en, der kalder sig
Ulven, som agter at gøre alvor af mailens indhold
Selve filmen er meget klassisk opbygget. Klikens medlemmer består
af den unge Owen, den smukke Dodger, en klog pige, et kærestepar,
en sportsudøver og en festabe. Allerede her er der lagt op til
at klikens medlemmer én efter én vil blive offer for Ulven.
I bedste Scream-stil er dette også hvad der sker efter Owen har
udsendt mailen til hele skolen. Som sådan er der ikke noget specielt
eller overraskende over måden det sker på, men bedst som
man tror at Owen er den næste i rækken, tager filmen en
uventet drejning. Dette overraskelsesmoment er en positiv oplevelse
i en film, som ellers havde været meget forudseende hele vejen
igennem.
Effekterne i filmen er ofte meget gode. På et tidspunkt sidder
Owen og skriver på sin computer, og scenen starter med at man
ser spejlvendte bogstaver foran Owen. Egentlig ret forvirrende. Der
bliver så zoomet ud, og man bliver ført igennem skærmen
på computeren og ud i normalt perspektiv. En fed måde at
starte en scene på, og så forstår man også hvorfor
scenen netop startede med spejlvendte bogstaver.
En anden rigtig god effekt er på det sted i filmen, hvor Owen
og Dodger laver beskrivelsen af "morderen" i den mail, der
sendes ud til skolen med rygterne. Efterhånden som de enkelte
detaljer om morderen skrives ind i mailen, ser man hvordan morderen
tager form. Dette er rigtig godt lavet, og giver det indtryk at morderen
rent faktisk findes og ikke er fiktiv. Dette er med til at underbygge
måden hvorpå mailens indhold påvirker modtageren af
mailen. Netop rygternes spredning efter at mailen er sendt ud er også
lavet i en rigtig fed stil. Man ser hvordan to personer starter med
at tale om rygterne, og efterhånden splittes skærmen op
i mindre og mindre dele, hvor man ser hvordan rygterne spredes som ringe
i vandet.
Selve historien er som sagt ikke nytænkende og banebrydende, men
måden hvorpå historien tager en uventet drejning til sidst,
gør den mere usædvanlig end andre film i samme genre. Måden
hvorpå flere af scenerne er bygget op med hjælp af de førnævnte
effekter giver også et rigtig positivt indtryk. Filmen er underholdende
og jeg kan klart anbefale den, hvis man mangler en film at sætte
på DVD'en en aften, hvor man keder sig.
MM




