Tokyo Gore Police

0
Postet 3. marts 2010 af i

Info

 
 
 
 

Japansk film af en helt anden grad end hvad vi er vant til at få fra Asien. Denne gang er det nemlig ikke en hårrejsende film om piger med mørkt, langt hår, frygtindgydende bevægelser og forbandelser. Nænej, denne gang skal vi til Japans hovedstad, Tokyo, hvor der i en ukendt fremtid lever mutanter i den […]

Rating

Bedømmelse
 
 
 
 
 

/ 5

af Kristian Mølgaard
Hele artiklen

Japansk film af en helt anden grad end hvad vi er vant til at få fra Asien. Denne gang er det nemlig ikke en hårrejsende film om piger med mørkt, langt hår, frygtindgydende bevægelser og forbandelser. Nænej, denne gang skal vi til Japans hovedstad, Tokyo, hvor der i en ukendt fremtid lever mutanter i den kriminelle underverden. Mutanter, der dræber for sjov.

Politiet er blevet privatiseret og gørhvad de kan for at holde mutanterne i skak. Specielt Luca, der er en særdeles barsk politibetjent i kvindelig skikkelse, gør hvad hun kan. Særligt er den mystiske ”Key-man” en torn i øjet på hende.

Lad det være sagt med det samme: der er INTET, whatsoever, uhyggeligt over denne farverige film. Tværtimod. Til gengæld er der blod i litervis, mange, mange liter. For når aflivningen af de sygelig fantasifulde mutanter sker, så er det på bedste springvandsvis. Et eksempel er, når Luca majestætisk hugger begge arme af en muntant, gutten løfter begge armstumper op i v-position og ud står der litervis af saftevandslignende teaterblod, der ikke flyder, men bogstaveligt talt sprøjter ud med et tryk som fra en hæderlig dansk vandslange en varm sommerdag. Og det bliver ved, mens Luca stolt går i slowmotion mod kameraet, der langsomt fader i sort, mens mutanten ikke fjerner sig, men står som naglet til stedet. Akja, og disse sekvenser er der en del af. Allerede i starten er linjen lagt fast, før du kan nå at sige ”motorsav er lig med afskårne lemmer i hobetal”.

Mutanterne er til tider rigtig godt og fantasifuldt lavet, især pigen der på bedste havfruevis har ben som et par store krokodillekæber.

Det hele er dog så ustyrteligt overdrevet, at undertegnede på et tidspunkt sad hovedrystende og med et smil på ansigtet og spekulerede på, om fladskærmens 42” kunne holde til at de farver. For faver er der nok af, især rødt. Blodet er dog ikke særlig troværdigt, da det mere ligner børnenes saftevand til en havefest.

Nej, uhyggeligt er det ikke, nærmere morsomt, og det er nok også det instruktøren helst vil. Håber jeg for ham. Ind i mellem er filmen krydret med  reklameindslag for politiet (”Join the force”) eller anti-reklamer ”Begå ikke harakiri!”, som man kender det fra Paul Verhoevens ”Robocop” (1987). Det virker fint og er en morsom lille sag i denne ellers ikke vildt fed film. På et tidspunkt har man fået nok af det sprøjtende blod fra snart sagt elle ofre. Det er temmelig overdrevet – mildt sagt.

Nuvel, en underholdende sag af de særeste og mest farverige og overdrevne af slagsen, hvis man skal hygge sig med en flok venner og lidt alkohol. En film med kæresten en hyggeaften? Næppe!

Point for opfindsomhed.

KM

]]>


Om skribenten

Kristian Mølgaard

Ansvarshavende redaktør og stifter.

Ingen kommentarer



Skriv den første kommentar!


Skriv et svar


(krævet)


Show Buttons
Hide Buttons