Mother of tears (La terza madre)

0
Postet 3. marts 2010 af i

Info

 
 
 
 

Dario Argento er tilbage. Ventetiden har været det hele værd.Med ”Mother Of Tears” afslutter den italienske mester trilogien, der startede i 1977 med ”Suspiria”, fulgt af næste film, ”Inferno” i 1980. Spørgsmålet var, om filmen ville skuffe og ikke have samme ”ånd”, som de gamle film… Handlingen foregår denne gang i Rom, hvor der bliver […]

Rating

Bedømmelse
 
 
 
 
 

/ 5

af Kristian Mølgaard
Hele artiklen

coverDario Argento er tilbage. Ventetiden har været det hele værd.
Med ”Mother Of Tears” afslutter den italienske mester trilogien, der startede i 1977 med ”Suspiria”, fulgt af næste film, ”Inferno” i 1980.

Spørgsmålet var, om filmen ville skuffe og ikke have samme ”ånd”, som de gamle film…

Handlingen foregår denne gang i Rom, hvor der bliver fundet en gammel kiste på en gravplads i udkanten af byen. Kisten indeholder, en urne med resterne af en heks, kendt som Mother of Tears. En forbandelse frigives, da den forseglede urne bliver åbnet på museet, hvortil det hele bliver sendt. Heksen er vendt tilbage til Jorden. Sarah Mandy (Asia Argento) bliver vidne til, at hendes veninde og kollega brutal (meget brutalt) myrdes og bliver efterfølgende jaget intenst af skjulte kræfter. Rom bliver langsom centrum for verdens hekse, der samles i byen for at hylde deres dronning. Og det medfører en bølge af mord, vold og selvmord i den smukke italienske hovedstad.

Mother of Tears er den ene af tre søstrehekse – den ene bosatte sig i New York og den anden i Freiburg i Tyskland. Nu er den tredje fri. Det viser sig dog, at Sarah’s mor, som døde da Sarah var spæd, selv var på jagt efter heksesøstrene og derved blev dræbt. Og Sarah har arvet visse egenskaber efter sin mor – egenskaber der snart skal vise sig at være til gavn for hende i den mørke tid, der nu hærger Rom.

At filmens miljø er i Rom, Argento’s hjemby, er en stor force, da det er med til at forstærke følelsen af at man sidder og ser en ægte italiensk gyser af Argento, som, hvis man kender genren, er mesteren selv. Argento’s tidligere film er rene mesterværker – se blot Profondo Rosso (1975), de to tidligere film i trilogien, Suspiria og Inferno, Tenebrae (1980), Phenomenon fra 1985, for slet ikke at nævne mesterværket Opera fra 1987.

I de senere år har han ikke ligefrem spyttet samme kvalitetsfilm ud, men det må siges at han er stærkt tilbage.
Argento’s film er altid genkendelige på plottet og på hans specielle fortællerfacon, lyssætning og den til tider neddæmpede brug af splatteren som effekt. Det er mere Lucio Fulci, der døde i 1990, der benyttede sig af direkte splattereffekter. Det må siges, at Mother of Tears indeholder flere splattereffekter end tidligere set i Argento’s film – der bliver ikke lagt fingre imellem og special effektmageren Sergio Stivalletti (med hvem du kan læse interview i Trauma nr. 4) har fået nok at lave. At effekterne stadig ligner noget fra 80’erne komplet med gummihoveder der mases, osv., gør ingenting. Det hører sig til i en italiensk gyser, som ananas på en pizza. Undertegnede morede sig kosteligt. Sådan skal det bare være lavet.
still


Om skribenten

Kristian Mølgaard

Ansvarshavende redaktør og stifter.

Ingen kommentarer



Skriv den første kommentar!


Skriv et svar


(krævet)