Killer Crocodile

0
Postet 17. august 2011 af i

Info

 
 
 
 

 Når nu Steven Spielberg har snuppet ideen med en haj ud for en badekyst i USA og det blev en bragende succes, hvad gør man så? Jo, man tager en stor gummi-krokodille, en gruppe middel-dygtige skuespillere og tager til syden for at lave en film i sumpene ud fra det gamlekendte filmkoncept: miljøforkæmpere opdager radioaktivt […]

Rating

Bedømmelse
 
 
 
 
 

/ 5

af Kristian Mølgaard
Hele artiklen

 Når nu Steven Spielberg har snuppet ideen med en haj ud for en badekyst i USA og det blev en bragende succes, hvad gør man så? Jo, man tager en stor gummi-krokodille, en gruppe middel-dygtige skuespillere og tager til syden for at lave en film i sumpene ud fra det gamlekendte filmkoncept: miljøforkæmpere opdager radioaktivt affald kastet i naturen, dyr muterer, de onde skjuler dumpningen, dyr angriber befolkningen.

Med producer Fabrizio De Angelis bag roret kan det enten gå hen og blive meget blodigt eller ufrivilligt morsomt. Her er det mere det sidste. Det er og bliver en fornøjelse at se en film af denne slags, ægte italiensk instruktion og med halvdårlige effekter og temmelig dårligt skuespil ind i mellem.

En gruppe miljøforkæmpere opdager at der smides affald i sumpene i et tropisk område, og de finder også ud af, at der via strålingen er blevet kreeret en krokodille større end de sædvanlige størrelser på den slags dyr. Og så skal der spises mennesker.

Om end man kan lide det eller ej, så er det altså charmerende og film som denne bliver ikke lavet mere. Effekterne er komiske, skuespillet meget ringe og alt er som det skal være i en film som denne. Visse scener er ufrivilligt meget morsomme, og man sidder blot og småsmiler og tænker på, om filmskaberne tror man er komplet tåbelig….! En scene viser f.eks. en lille pige, der på en bådebro, der er ved at falde sammen, hænger i fingrene med krokodillen klar for enden af broen. Faderen kommer løbende, hopper ned ved siden af pigen, så han hænger ligesådan og skubber hende med en hånd mod numser for at få hende op. Tja, han bliver selvfølgelig nødt til at slippe taget og glider ned i gabet på krokodillen. Folk står blot og kigger på imens. Ærlig talt. Og en krokodille, der lyder som Darth Vader og brøler som en hæs januar? Aj, vel?

Musikken er af Riz Ortallini, som leverede et fantastisk score til Ruggero Deodato’s frygtede “Cannibal Holocaust” (1980) – her har han skelet rigtig, rigtig meget til John Williams’ score til Spielberg’s JAWS fra 1975.

Filmens efterfølger “Killer Crocodile 2” blev filmet simultant med denne. 

Men giv den en chance, for det er hyggeligt og en film fra en svunden tid! Alene coveret er en sand fryd.


Om skribenten

Kristian Mølgaard

Ansvarshavende redaktør og stifter.

Ingen kommentarer



Skriv den første kommentar!


Skriv et svar


(krævet)