Hereditary

0
Postet 25. november 2018 af i

Info

 
 
Skuespillere: , , ,
 
Distributør:
 
Spilletid: 127 min.
 
Udgivet: USA 2018
 

:

Bedste gyserfilm i mange, mange år.
 

:

Intet
 

Det er sjældent en film efterlader et indtryk så stort, at man er nødt til at lade den hvile og synke til bunds nogle dage, før man så alligevel ser den igen, for atter at skulle have tiden til den bundfældes. Sådan er det med “Hereditary”, der har fået den misvisende danske biograftitel “Ondskabens Hus”. […]

Rating

Bedømmelse
 
 
 
 
 

5/ 5

af Kristian Mølgaard
Hele artiklen

Det er sjældent en film efterlader et indtryk så stort, at man er nødt til at lade den hvile og synke til bunds nogle dage, før man så alligevel ser den igen, for atter at skulle have tiden til den bundfældes. Sådan er det med “Hereditary”, der har fået den misvisende danske biograftitel “Ondskabens Hus”. Heldigvis har man droppet den latterlige titel på den danske udgivelse på BluRay og DVD.

Filmen indledes med, at man er med til begravelsen af mornor Ellen Tapert Leigh – hendes datter, Annie (fænomenalt spil af Tony Colette, som vi jo også kunne nyde godt af i “The Sixth Sense” tilbage i 1999) er med sammen med hendes mand Steve (Gabriel Byrne), sønnen Peter (Alex Wolff) og datteren på 13 år, Charlie (Milly Shapiro). Dette er familien vi følger og kommer til at følge i over to timer. Og jeg skal love for det er to intense timer. Det står klart fra starten, at det er en presset familie. Moderen har ikke haft det let, hvilket vi erfarer da hun er med i en sorggruppe. Hun arbejder til dagligt på en udstilling med miniaturehuse og tilhørende indhold, hvilket hun sidder og arbejder med derhjemme i det store hus, langt ude i en skov i Utah.

credit: Reid Chavis/A24

Den afdøde mormor har ikke været et almindeligt medlem af familien på grund af massive kommunikationsproblemer med datteren – tilhørsforholdet har været on/off flere gange. Datteren Charlie er en tavs og mut pige, der for det meste opholder sig i det store træhus, der er placeret i nogle træer udenfor deres hus. Peter er en almindelig teenager, der har set sig lun på en pige i klassen. Netop derfor vil han gerne til en fest, hvor hun er med. Annie får ham til at tage sin søster med, så hun også kommer ud blandt mennesker. Det er her vendepunktet kommer, da der sker en forfærdelig ulykke. Langsomt drejer filmen fra ren familiedrama til at blive mere mystisk – og jo længere tid der går, jo mere uhyggelig og decideret skræmmende bliver filmen, da der bliver afsløret flere og flere hemmeligheder, som moderen tog med sig i graven. Filmens titel har dermed stor betydning for forståelsen for filmen.

“Hereditary” er ikke en film man glemmer – for det kan man ikke. Det er uden tvivl den bedste og mest eftertænksomme og skræmmende film i mange år, måske endda siden “The Exorcist” (1973) – og det siger jo ikke så lidt.

Der er mange aspekter der gør, at denne film hæver sig så højt over alle andre. Vi kan starte med karaktererne, som portrætteres helt eminent. Idet filmens første halvdel, godt og vel, er et familiedrama, får man sympati med figurerne og lærer dem at kende. Det er et fantastisk skuespilsarbejde fra dem alle, især Tony Colette, der brillerer helt utroligt. Sammensætningen er gennemtænkt, med en familie der er ved at gå i opløsning og hvor faderen bare forsøger at gøre sit bedste for at holde stumperne sammen. Måden de skildres på, gør at man føler med dem fra begyndelsen.

Det helt eminente kameraarbejde er endnu en vigtig faktor. De langsomme zoom, de rolige kamerabevægelser, stilheden, hvor en scene faktisk er slut, men man holder billedet længere end ellers, de sære vinkler der bruges hvor det passer – og heldigvis ikke for tit, for det ville ødelægge virkningen. Sammen med disse ting, er den helt fantastiske klipning med til at gøre det hele til en stor oplevelse at overvære. Oveni disse ting kommer der et score fra Colin Stetson, som er skrækindjagende godt. Han formår at lave filmmusik, der ikke ligner noget andet og som alene vil kunne give dig kuldegysninger. Hans score ligner desuden ikke sig selv gennem hele filmen, men er tilpasset hver scene, hvilket gør man får endnu mere uvidenhed med og dermed ikke kan relatere til noget. Man er på bar bund og ved bare det bliver uhyggeligt. Men nej, det kan man faktisk heller ikke sige. For det score gør, at det ER uhyggeligt, lige fra filmens start til den vanvittige slutning. Lyt selv, når der, ved helt almindelige scener, alligevel er en sær rumlen i baggrunden, som utvetydigt gør en utryg og på stikkerne til at forvente noget skræmmende. Lydsiden er noget for sig selv, og der er kræset for enhver detalje. Det er sindssygt godt lavet.

At man som seer heller ikke kan forvente billige junp-scares, (som jo uvilkårligt giver et smil og grin som forløsning) er endnu et aspekt, der gør dette til den mest uhyggelige film i mange år. Der er ganske enkelt en trykkende stemning gennem hele filmen. De er total blottet for noget der kunne være antydning af humor eller et forløsende smil. Der bruges ikke billige effekter eller andet – stemningen lægges og holdes hele vejen.

Når filmen skifter gennemgående tema, fra at være et familiedrama til at være et vanvittigt gys, er man ikke i tvivl, selvom det sker glidende. Jeg kom til at tænke på “Rosemary’s Baby” (1968). Men så er det også slut med sammenligninger. Dette er et unikt mesterværk, som ikke ses ofte. Dette er et sandt mesterværk udi alle de ting, der gør en film seværdig. Musik, skuespil, kameraarbejde, scenografi, historie, plot og ikke mindst instruktion. Instruktør Ari Aster har kun kortfilm i bagkataloget og dette er dermed hans debut på en spillefilm. Hvilken debut! Sammen med selskabet A24, er der lagt an til en ny æra indenfor gyserfilm og “Hereditary” er mere end nyskabende.

Jeg kan ikke få armene ned og måtte have flere dage til at lade filmen konsumere sig korrekt, læse om den, se fortolkninger af den på YouTube, etc. Og alligevel måtte jeg se den igen. Og det gav mig stadig gåsehud og gav mig samtidig indblik i nye detaljer. Musikken kombineret med det utrolige klippearbejde, virkede nu endnu bedre. Skuespillet virkede endnu mere overbevisende og nogle af Tony Colettes scener må gå over i historien. Se bare henimod slutningen. Det er så gruopvækkende godt lavet, det hele. Faktisk, da jeg så den første gang, fik jeg gåsehud og følte ubehag, så jeg måtte lægge mere træ på brændeovnen. Og vi snakker om en mand der trods alt har drevet Trauma Magazine som blad og nu på nettet her, i mere end 25 år. Jeg betragter mig selv som en garvet filmkender udi genren. Men ikke siden “The Exorcist” har jeg haft det sådan med en film. Det vil sige, at det er mere end 35 år siden en film har kunnet påvirke mig i en sådan grad.

“Hereditary” er den mest skræmmende film i mange, mange år! Husk at tænde for dit sourround-anlæg. Der er lyde og musik du aldrig glemmer! Og husk, at filmen er i dig fra starten til den vanvittige slutning, som vil efterlader dig med masser af tanker.

Ganske enkelt et mesterværk!

KM


Om skribenten

Kristian Mølgaard

Ansvarshavende redaktør og stifter.

Ingen kommentarer



Skriv den første kommentar!


Skriv et svar


(krævet)