City Of The Living Dead(Paura nella cittá dei morti viventi/Zombiernes By)

0
Postet 9. marts 2010 af i

Info

 
 
 
 

Et skrig flænser dine TV-højttalere over en mørk skærm. Musikken er tung og dyster – en dundrende rytme begynder og ud fra mørket viser sig en gravsten. Der zoomes langsomt ud og du kan snart se en tågefyldt kirkegård, mens din skærm viser italienske navne i rulleteksterne. En perfekt begyndelse på en rejse ind i […]

Rating

Bedømmelse
 
 
 
 
 

/ 5

af Kristian Mølgaard
Hele artiklen

Et skrig flænser dine TV-højttalere over en mørk skærm. Musikken er tung og dyster – en dundrende rytme begynder og ud fra mørket viser sig en gravsten. Der zoomes langsomt ud og du kan snart se en tågefyldt kirkegård, mens din skærm viser italienske navne i rulleteksterne.
En perfekt begyndelse på en rejse ind i et visuelt mareridt, skildret af mesterinstruktøren, nu afdøde Lucio Fulci. City of The Living Dead er den midterste film i Lucio Fulcis makabre zombie-trilogi, hvoraf Zombie Flesh-Eaters er den første, og The Beyond er den sidste film.
En præst, fader Thomas, hænger sig selv i et træ på kirkegården i byen Dunwich og derved åbner han Helvedets porte, som markerer begyndelsen på enden for menneskeheden – samtidig i New York afholdes der en seance, og en ung pige, Mary Woodhouse (Catherine MacColl) ser i et syn kirkegården og dør efterfølgende af skræk…
Tilsyneladende er ikke alt som det skal være i det dødsfald, for under hendes begravelse viser det sig, at der skam er liv i hende endnu (åndeløs spændende lavet, da man ER i kisten med hende !) og hun reddes af journalisten Petter Bell. Sammen forsøger de at løse gåden om Dunwich, og i den lille by begynder der efterhånden at ske sære ting. Helvedets porte er åbnet og det viser sig ved, at de døde ikke længere bliver på deres respektive pladser.
Fulci selv står for både manuskript og instruktion og dette er en af hans bedste film. Den er gennemsyret af dysterhed, død, råddenskab og detaljerede voldsepisoder. Se f.eks. pigen der i bilen ved siden af sin kæreste, langsomt bløder fra øjnene, efter visuelt kontakt med den afdøde præst, og langsomt begynder at kaste sine indvolde op, ledsaget af langsom og nærmest messende musik.
Selv hvis du lukker øjnene, vil du ikke kunne undgå at væmmes, da scenen er fulgt af afskyelige lyde fra pigen. I typisk Fulci-stil ser vi alt, og jeg MENER alt. Der fokuseres sædvanligvis på detaljerne på det rådnende lig, larverne i øjenhulerne – og også på øjnene på de levende, som i en gammel spaghetti-western. Dette er også filmen med den famøse bore-scene – så er det vist sagt !
Typisk Fulci og det bliver næsten ikke bedre – personernes handlemåder er ikke altid lige logiske, men det gør ikke noget. Dette er italiensk 80`er-gys, når det er bedst. Dejligt at se denne gamle udgivelse på DVD, tilmed med lækkert ekstra-materiale og herlig indpakning. Billedet er skarpt, kontrastrigt og tydeligt forbedret fra de gamle VHS-bånd man ellers måtte have liggende, importeret fra Holland for at undgå at der er klippet.
City Of The Living Dead er en film du bør anskaffe dig, hvis du har en lille bitte smule respekt for genren – den hører hjemme i samlingen. Alene af den grund, at film af denne kaliber ikke laves mere og hører til i en bestemt ære indenfor italiensk film.
I forbindelse med Fulci`s død i 1996, modtog Trauma et personligt brev fra hans datter Antoniella Fulci. Se mere i Trauma no. 5.
KM

]]>


Om skribenten

Kristian Mølgaard

Ansvarshavende redaktør og stifter.

Ingen kommentarer



Skriv den første kommentar!


Skriv et svar


(krævet)


Show Buttons
Hide Buttons