Welcome to Necropolis

Postet 31. januar 2016 af i Gys

Info

Genre:
 
Forfatter:
 
Forlag:
 
Udgivet:
 
Sprog:
 
Type:
 

‘Welcome to Necropolis’ er en klassisk zombieroman. Den er let at gå til. Den begynder hvor det hele bryder ud, uden ellers at give de store forklaringer, men kommer ret hurtigt til at forekomme postapokalyptisk bagefter. Den ligner flere af sine litterære brødre. Desværre. Den begynder egentlig meget godt. Killian virker i kontrol, ordene synes velvalgte, […]

Rating

Bedømmelse
 
 
 
 
 

2/ 5

af Daniel Henriksen
Hele artiklen

51VEevolpUL._SX322_BO1,204,203,200_

“Honey, it’s me.” She said excitedly only to be answered by the moans of the dead.

‘Welcome to Necropolis’ er en klassisk zombieroman. Den er let at gå til. Den begynder hvor det hele bryder ud, uden ellers at give de store forklaringer, men kommer ret hurtigt til at forekomme postapokalyptisk bagefter. Den ligner flere af sine litterære brødre. Desværre.

Den begynder egentlig meget godt. Killian virker i kontrol, ordene synes velvalgte, og hans litterære pensel passer godt til dramaet. Læseren introduceres til karakterer der handler overbevisende, og som det umiddelbart er nemt at holde af. De viser følelser og driver handlingen frem. Det gør den interessant.

Det lader vi lige stå lidt.

Men snart fortsættes bogen i en laaang handlingspræget del, hvor brikkerne flyttes rundt på det apokalyptiske skakbræt. Det er yada-yada og meget af er overflødigt. Det er ligegyldig handling, med ligegyldige skæbner, der tangerer kanonføde, et androgynt persongalleri, hvor det er svært at skelne den ene karakter fra den anden fordi der er meget få, om nogen, fikspunkter. De hives ind, introduceres kort, og slagtes. Denne repetition gør læseren ligeglad og det går ud over resten af bogen. Man bliver ligeglad med resten af karaktererne og hvad der er den egentlige handling, og man gider ikke bekymre sig om flere der ‘bare’ skal dø. Det er en blind vej, som man allerede har været ned ad. Det er muligvis for at tvinge følelser frem, men det er en misforstået anstrengelse, for uanset om det er kvinder eller børn, så forsvinder de mellem alle de andre. Ja, selvfølgelig vil man gerne have blod og indvolde, spektakulære døde og masser af zombier i denne slags bog, men overforbrug gør den ikke bedre – og læseren engagement passiv. Og sådan fortsætter det stereotypt og ret ligegyldigt.

The infected, as the media has dubbed them, are not alive. They are clinically dead. They have the ability to walk, run, and hunt the living. Anybody receiving a scratch or bite from one of them will suffer the same fate, only much faster than dying from natural causes or other means. The dead are walking the earth.

Men Killian er god til at indlede en historie og sætte en atmosfære og bogen har sine gode visuelle beskrivelser. Det kræver bare sin forfatter at holde nerven og drive den videre. Derfor virker det godt i begyndelsen og igen da Kilo Company bringes ind i den sidste tredjedel af bogen. Men igen kommer det hurtigt til at virke unaturligt og stift orkestreret. På mange måder er det som to sammenflettede idéer i samme univers. Og (især) denne andel del mangler korrektur.

Det skal nok blive bedre.


Om skribenten

Daniel Henriksen