Metro 2034

Postet 11. oktober 2012 af i Gys

Info

Genre: ,
 
Forfatter:
 
Forlag:
 
Udgivet:
 
Sprog:
 
Type:
 
Sider: 334
 

:

Episk dommedagsværk.
 

:

Tung og forklarende.
 

Jorden har ligget i ruiner de sidste 20 år. Jordens formentligt sidste overlevende holder til i moskvas metro, der skærmer for den massive atomstråling. Befolkningen har etableret sig rundt på de forskellige metrostationer, styret af militante fraktioner, der ligger som grumme oaser rundt i metronettet, men hvor nogle enten er forladte, ubeboelige eller overtaget af mutanter. I […]

Rating

Bedømmelse
 
 
 
 
 

3.5/ 5

af Daniel Henriksen
Hele artiklen

Metro 2034 forsideJorden har ligget i ruiner de sidste 20 år. Jordens formentligt sidste overlevende holder til i moskvas metro, der skærmer for den massive atomstråling. Befolkningen har etableret sig rundt på de forskellige metrostationer, styret af militante fraktioner, der ligger som grumme oaser rundt i metronettet, men hvor nogle enten er forladte, ubeboelige eller overtaget af mutanter. I de lange passager mellem stationerne, går muterede skabninger rundt, der har tilegnet sig dette hensynsløse miljø og lever af skrald og efterladenskaber og mennesker. Stanken af død er så grum, at det er nødvendigt at bære åndedrætsværn. Stationerne er afhængige af hinandens ressourcer og der går jævnligt handelskaravaner fra station til station. Den seneste karavane er i midlertid ikke vendt tilbage, ej heller den rekognosceringstrup, der er sendt afsted for at finde dem. Et nyt hold samles og sendes ud blandt de menneskelige ådselsædere og dæmoniske monstre.

Der er den mystiske vansirede Hunter, der er en netop hjemvendt elitesoldat med en fortid ingen rigtig kender og Homer, en ældre, træt mand med et stort hjerte, der vælger at forevige deres historie (om Glukhovsky bevidst har navngivet ham efter sin græske navnebror fortælles ikke, men paralleller kan trækkes; Nogle mere tænkt end andre) og senere træder den udstødte Sasha til og de følges i deres færden gennem uudforsket territorie. Snart går det op for dem, at noget er helt galt på stationen Tulskaja. En epidemi er brudt ud og slipper den fri, vil det betyde døden for hele metronettet.

For det var ikke til at holde ud at se på, hvad den elegante station havde forvandlet sig til. En grotesk mødding, uhyggelige, slagterbodslignende rækker af afgnavede skeletter, halvrådne ligdele, afrevne lemmer. De afskyelige skabninger slæbte alt, hvad de kunne fange, herned, efter stanken at dømme ofte mere end de kunne æde. Disse forråd af ådsler blev mørke og smattede og gik i opløsning, men alligevel blev de ved med at vokse.

Dmitry Glukhovsky er meget seriøs og fuldendt i sin fiktion. ‘Metro 2034’ er meget faglig, dokumenterende, eftertænksom og introvert med en næsten professoragtig litterær røst og det kan både være bogen styrke og dens svaghed. Grænsen er svært defineret. Det får værket til at virke gennemtænkt, massivt, historisk og episk, men også tung og grænsende til det kedelige og repeterende. Jeg synes de lange passager med historik og uddybende forklaringer, gør det svært at holde tråden i historien, og gør de de gyselige intense øjeblikke .. mindre gyselige og intense. Det stjæler simpelthen fokus. Tillad mig: Det er som at hoppe sexlysten i kanen, for at finde ud af at kæresten ønsker en times forspil først. Forspil er dejligt, hvis det er det man ønsker og tørster efter. Dermed ikke skrevet at ‘Metro 2034 – Forsvaret af Sevastopolskaja‘ er ét langt forspil. Den er bevidst skrevet sådan af Glukhovsky og han lykkes i sin mission. Fantastisk som han formår at skrive noget så beskidt og grumt og grufuldt på en så flot og poleret måde. Det er mere et science fiction eventyr end gys, og selvom den er blodig og voldsom, bliver den aldrig rigtig helt uhyggelig – mest fordi Glukhovsky synes at sumpe ind i de historiske beretninger, netop som han har sluppet dæmonerne løs.

‘Metro 2034 – Forsvaret af Sevastopolskaja‘ brillerer i sin flotte og fuldendte beskrivelse af en verden ødelagt af atomare enheder og i sin dommedagsvision om en befolkning i metroen, der kun virkeligt lever, hvis de bevarer håbet om en ny verden.

Dmitry Glukhovsky modtog i 2007 den prestigefyldte Encouragement Award af The European Science Fiction Society for forgængeren Metro 2033.

Om skribenten

Daniel Henriksen


Kommentarer

  1. Sofie siger:

    Overraskende slutning 🙂 En god bog… Til tider lidt langtrukken, men hvis man er til dommedags genren, er det en bog man skal læse 🙂