Escape from Shit Town

Postet 5. april 2015 af i Gys

Info

Genre: ,
 
Forfatter:
 
Forlag:
 
Udgivet:
 
Sprog:
 
Type:
 
Sider: 184
 

Dalton Fitzpatrick er en syg gammel mand. Han sidder i kørestol og har morfindrop i for at holde smerten ud. Han har ansat en sygeplejerske til at tage sig af ham. Det kan han tillade sig fordi han også er en rig gammel stodder. Han er vokset op i Shirton og ejer i dag det […]

Rating

Bedømmelse
 
 
 
 
 

2.5/ 5

af Daniel Henriksen
Hele artiklen

UnknownSkærmbillede 2015-04-05 kl. 18.55.17Dalton Fitzpatrick er en syg gammel mand. Han sidder i kørestol og har morfindrop i for at holde smerten ud. Han har ansat en sygeplejerske til at tage sig af ham. Det kan han tillade sig fordi han også er en rig gammel stodder. Han er vokset op i Shirton og ejer i dag det meste af den. Nu kaldes den Shit Town. Han har fødselsdag, er døden nær, og – som så mange før den – vil han ikke tilbringe den alene. Så i år holder han en fest ud over det sædvanlige. Hans arvinger er kommet … og sidder bundet til en stol. På skærme foran dem, vidner de deres børn – Daltons børnebørn – blive sat af i Shit Town. Det er sådan set simpelt og ufarligt nok. De skal bare ud af Shit Town i live, og dør de, dør deres forældre også. Vinderen får hele arven. Men Dalton er en sadistisk skiderik. Han betaler nogle i Shit Town for at jagte børnebørnene. Og Dalton forhøjer indsatsen efter sit forgodtbefindende.

Endnu et samarbejde mellem de tre Deadite herrer.
Vi taler Grindhouse i en snusket biograf. Overtonede farver, ridser i filmen, diskant lyd. Mondo Blood. Jeg så scener fra The Purge og Flugtaktion New York for mig.

Det er Deadite på kanten. Der hvor de gerne ser sig selv. Vulgær og grænsesøgende. Bogen er mættet af en handling, hvoraf det meste er set før, og den har kun ringe karakterudvikling. Det mærkes at den er sat sammen af scenebidder, der, i det store perspektiv giver megen god mening, men mangler dybde og sammenhæng. Men det fremgår tydeligt at det er sjov og ballade og man forventer (som sådan) således heller ikke andet. Den er en kende plat og nåja. Den kæder et par historier sammen, hvor jeg faktisk bedst kan lide den indledende. Den har en anderledes tone og virker dyster og truende og den trækker bogens karakter op. Og coveret, ikke at forglemme. Sygt cover der.


Om skribenten

Daniel Henriksen