Ensomheden

Postet 26. marts 2016 af i Gys

Info

Genre:
 
Forfatter:
 
Forlag:
 
Udgivet:
 
Sprog:
 
Type:
 
Sider: 352
 

I Ensomheden levede tingene, som det var meningen, de skulle leve. Blæsten, regnen, havet var alle i deres oprindelige form, altid nyfødte og utæmmede. Naturen passede sig selv. Ting døde og blev erstattet, uden at andre end Hanny og jeg lagde mærke til det.

Rating

Bedømmelse
 
 
 
 
 

2.5/ 5

af Daniel Henriksen
Hele artiklen

Ensomheden-565x

Det er stedet. Det er sygt. Vi har ikke godt af at være her.

Ensomheden er et ingenmandsland i Coldbarrow, mellem floderne Wyre og Lune, hvor husene Moorings og Thessaly ligger. Huset Thessaly isoleres af et ustadigt højvande, der gennem tiden har krævet mange ofre.

Den meget religiøse familie, Smith, drager hver påske fra London til Moorings på en pilgrimsrejse med håbet om at finde frelse for den stumme, temmeligt langsomme, Andrew.

Smith, vores fortæller, mindes familiens sidste rejse til Moorings, da han erfarer at der er fundet et barnelig i huset Thessaly, for han er en af de få der kender til det. Og i bogen, tænker han tilbage på den sidste rejse til Moorings. Familiens kære præst, Fader Wilfried, var afgået ved døden, og havde måske endda taget sit eget liv. Den nye præst er god mod Smith og hans sære bror, men falder ikke i mors (mutters) smag. Og brorens fascination med en gravid pige og de sære, farlige ejere af Thessaly, der helst vil holde sig for sig selv.

Velkommen til fortællingen om Ensomheden.

ATMOSFÆRE

Bogen er fyldt med atmosfære. Den flyder dystert fra dens subtile passager, som en mørk, klæbrig, sirupsagtig substans. Og stadigt truer noget grumt med at stikke sin klo frem og hale dig ind. Det er stemning, stemning, stemning, helt fra begyndelsen af bogen og til den ender. Den har noget støvet over sig, som om den læses gennem en linse, der skaber en illusion om et udvisket polaroidfoto fra ’70erne, noget folkeligt gotisk, fra dengang hvor man kunne få lov til at gemme sine særheder i privaten og ikke ende på Instagram eller Facebook.

I Ensomheden levede tingene, som det var meningen, de skulle leve. Blæsten, regnen, havet var alle i deres oprindelige form, altid nyfødte og utæmmede. Naturen passede sig selv. Ting døde og blev erstattet, uden at andre end Hanny og jeg lagde mærke til det.

Det er mest af alt historien om en familie. Om Smith og brorens opvækst i den traditionsrige familie, hvor ting gøres til rette tid og helst som tidligere. Om en familie, der er såret af brorens mangelfulde eksistens, og lider under af tabet af den præst, der vægtede så højt hos den næsten ritualistiske mor. Det er tydeligt at hun har en del at sige. Men det er også en historie om et samfund hvor man ikke taler om hemmeligheder, hvor nyt møder gammelt, og som ganske langsomt viser sig at være helt specielt.

LIGE LANGSOM NOK

Jeg vil fremhæve beskrivelserne af stedet og dets natur. De er naturtro og billedlige. Karaktererne er fyldige, troværdige og nemme at se for sig, i særdeleshed brødrene, den nye præst og moren. Sproget er flot og stemningsfyldt. Det er tydeligt, at den er gennemarbejdet og har et plot som den ikke afviger fra.

‘Ensomheden’ er ikke en bog, som man bare sætter sig ned og læser på en eftermiddag, eller for den sags skyld når-man-lige-har-tid. Det vil ødelægge den. Bogen skal nydes med fødderne oppe og kaffe eller stærkere ved sin side. Den kræver tid til indlevelse og reflektion. Adam Nevills første to bøger (Banquet of the Damned, Apartment 16) dukker op i tankerne.

Men sandt at sige, havde jeg nok forestillet mig noget med mere handling end stemning og noget mere gruopvækkende end subtil tilnærmelse. Der er for meget beskrivelse af hvorfor der handles som der gør, for kontrasterne er tydelige uden, og, selvom jeg forstår nødvendigheden, siger bogens religiøse aspekt mig ingenting, heller ikke selvom det terpes som en trædemølle. Den måtte gerne være mere direkte, og det er synd at spændingen venter til den sidste tredjedel. Der måtte gerne være lagt flere højdepunkter ud undervejs. Bare lidt mere gnist. Men slutningen er god.


Om skribenten

Daniel Henriksen