Boot Boys of the Wolf Reich

Postet 8. juni 2014 af i Gys

Info

Genre:
 
Forfatter:
 
Forlag:
 
Udgivet:
 
Sprog:
 
Type:
 
Sider: 179
 

Paul flytter til Chicago. Paul er skinhead. Han kommer fra en mindre by, hvor det har været svært at falde ind og finde venner. Han opdager at miljøet er mere udbredt i Chicago, og han finder hurtigt venner. Han bliver glad for en pige og opgraderer til Doc Martins og smallere seler. Men pigen har […]

Rating

Bedømmelse
 
 
 
 
 

2/ 5

af Daniel Henriksen
Hele artiklen

bbotwr

Klaus laughed. “Good. That’s good. You have no idea what kind of monster I really am . . .”

Paul flytter til Chicago. Paul er skinhead. Han kommer fra en mindre by, hvor det har været svært at falde ind og finde venner. Han opdager at miljøet er mere udbredt i Chicago, og han finder hurtigt venner. Han bliver glad for en pige og opgraderer til Doc Martins og smallere seler. Men pigen har en historik med en anden skinhead, og bruddet har fået ham til at skifte til en anden gruppe. En gruppe der består af hadefulde klansmænd og nynazister. Helt traditionelt hader de to grupperinger hinanden. De bekriger hinanden. Paul er af blandet race og er trådt i figur for at blive tydelig. Han er et oplagt mål.

Sideløbende: I mange år har tidligere SS officer, Klaus Schröder, holdt sig skjult, men han ser potentiale i nynazisterne og indvier dem i et af nazitysklands mest hemmelige våben.

‘Boot Boys of the Wolf Reich’. Uhmm. Det er en kraftfuld titel. Bogen har et fedt cover. Jeg troede jeg skulle læse en gang nazi-krigs-action, der måske var en kende B-filmsagtig og havde skandaløse paralleller til de gamle Ilse film. Men nej. Bogen er nærmest en gang Football Factory / Green Street Hooligans med skinheads. Ikke at det behøver at være dårligt.

Men den er nu en smule tynd. Der er gjort noget ud af en kvartet af de vigtigste karakterer og resten er stort set bare navne. Dialogen er til tider en smule fjollet. Der er nok gods til at jeg kan sætte mig ind i spillet mellem grupperingerne. Og jeg kan godt se forholdet mellem Paul og Tracy for mig og Sonny som ekskæresten på sidelinjen. Der minder den om mange andre bøger, der omhandler ungdomsoprør og ung kærlighed og uforstående forældre. Men kampene og varulvene, og SS, der forsøger at rejse Det Tredie Rige fra en obskur lille gruppe nazister, ødelægger det for mig. Jeg føler ikke rigtig med nogen af dem. De siger mig ikke noget, og jeg er ret ligeglad med hvem der vinder og gør hvad. Skinheads er en udsat gruppe at skrive om, og jeg tror at Agranoff skal dybere ind i karaktererne for at nedbryde det usympatiske ydre og fange læserens empati, og …

Det virker som en bog, der er skrevet efter en fortid i miljøet, og hvis det er tilfældet er det en anden variant af: “Man skulle nok have været der.” Det virker som om at Agranoff oprindeligt planlagde en bog om skinhead-grupperinger. Herefter plotter han et kærlighedsforhold ind. Og også et okkult nazi-varulve twist, og pludselig ved han ikke rigtig hvad der skal fylde mest, og lader hver del fylde lige meget. Det ender med en bog, der ikke rigtig ved om den er det ene eller det andet. Kan du følge mig?

Ahhm, du skulle nok have været der.

Deadite: Få lige læst korrektur.


Om skribenten

Daniel Henriksen