A Place for Sinners

0
Postet 2. februar 2014 af i Gys

Info

Genre: ,
 
Forfatter:
 
Forlag:
 
Udgivet:
 
Sprog:
 
Type:
 
Sider: 358
 

Amity har været døv siden hun var syv år gammel. En hændelse med vilde hunde i en grotte. Hun var tæt på at dø. Hendes far døde. Det har forfulgt familien siden. Nu tager Amity og hendes bror Caleb til Thailand. De trænger begge til at komme væk. Det er svært for moren at forstå. […]

Rating

Bedømmelse
 
 
 
 
 

3/ 5

af Daniel Henriksen
Hele artiklen

81sZxpD8+jL._SL1500_

Little red blood drops pattering on white tile. Torture tears. They only ever come out at night.

Amity har været døv siden hun var syv år gammel. En hændelse med vilde hunde i en grotte. Hun var tæt på at dø. Hendes far døde. Det har forfulgt familien siden. Nu tager Amity og hendes bror Caleb til Thailand. De trænger begge til at komme væk. Det er svært for moren at forstå. I Thailand møder de frihed og varme. Kæresteri og eventyr. Og illegal turisme.

De tager på en sejltur til en isoleret ø. Med i båden er en hensynsløs og psykopatisk lystmorder. Men det er faktisk ikke det værste.
Det værste venter dem på øen.

‘A Place for Sinners’ er utrolig følsom og eftertænksom skrevet. Aaron Dries har meget affektion og passion til sine karakterer. Det er tydeligt at han har lagt meget sjæl i bogen. Det forekom mig at den første halvdel af bogen er helt Dan Simmons. Han udforsker sin historie som er det eventyr. Han gør det meget symbolsk. Han fører pennen som en poet. Det hele kan godt komme til at virke meget drømmende og har det med at fjerne fokus på situationen.

Det er en svær balancegang, hvor meget der skal serveres for læseren. Hvis det-der-serveres ikke har nogen nævneværdig indflydelse eller bidrager til historien bør det udelades. Altså generelt. ‘A Place for Sinners’ har det med at blive en smule pludrende og overflødig. Der er meget historik. Dries har det med at hoppe fra ‘noget spændende’ til et-eller-andet-i-barndommen. Det virker mildest talt meget forstyrrende, og værst af alt, så går det ud over uhyggen. Det driver Dries at få læseren til at forstå karaktererne, og der fyldes meget på undervejs. Dette ændrede ikke mit syn på karaktererne. Jeg kunne bare næsten ikke magte dem til sidst. Det fik mig til at føle at jeg havde overset eller misforstået noget undervejs. Måske har jeg.

Bogen er ikke ringe, men brug god tid på at læse den, så du får det hele med.
Bliv nu ikke for vild med karaktererne, for Dries gør meget ud af at give dem liv i første halvdel – for at tage det fra dem i den anden.

He watched the monkey gobble the fruit down with fingers of articulate dexterity. But it was its misshapen face that chilled him. Its maw was made of scars welding its lips to its left eye socket, a constant sneer. Maggots squirmed in the hole where its nose should have been. He saw the flash of a pink tongue, the hint of a rotten snaggleteeth. Finished, it rubbed its hands together and scanned his body for more food.

Om skribenten

Daniel Henriksen


Ingen kommentarer



Skriv den første kommentar!


Skriv et svar


(krævet)