En filosof vil forene religionerne og reformere den stærke kirke, han vil bilægge stridighederne mellem den kristne, jødiske og muslimske verden, men magthavere vil gøre alt for at bevare den kristne religion. En viis munk og en ung tibetanerinde, begynder en lang rejse mod vesten, for at overlevere den sande historie om Jesus og sprede et budskab, der ikke må gå tabt. Men det er en meget lang rejse, med mange overraskelser og mange farer undervejs.

Nej, venner, det er ikke Exorcisten II, vi taler om her, men Ciceros danske udgivelse af Martiglis ‘L’eretico’, men som sådan arbejder de jo begge med afkommere af den traditionelle kristendom. Og i øvrigt respekt til forfatteren for at skrive en relativ vovet roman i kristendommens højborg. Den er en kende kringlet at komme igang med, – hvor er vi, hvem skrives om, og hvad er i øvrigt deres reference til resten af flokken? – men man kommer efterhånden godt med som bogen skrider frem. Den kræver at læseren er skarp og holder fast på piben eller strikketøjet – og som et godt stop vil være smagfuld for piberygeren og strikketøjet tilfredsstillende for den der søger at strikke, så vil bogen, og dens episke tema, også være oplysende og en smagfuld hovedret for den tålmodige læser, .. men lang og kedelig for den, der søger gys og gru. Alt andet lige vil den næppe favne det meste af Trauma magazines publikum, men er du nysgerrig efter de forskellige trosverdener, så dyk ned i denne, for den er interessant i sit mæle.

Det er spændende at høre om mødet mellem de forskellige religioner og datidens intriger. Den er rig på filosofiske hentydninger og traditioner og vel båret af den noget gammelkloge, men fortryllende, Ada Ta. Den er meget fyldig og favner bredt. Den er indviklet i sin konstruktion, men forfatteren er tydeligvis klar over hvor han vil hen. Den er skrevet på en meget pæn faglig måde og med en næsten profetisk røst. Vi er langt fra Pixibogs-Lix her.

Helt sikkert en interessant rejse for den historisk lærde, der tør stille spørgsmål ved kristendommens oprindelse.

Efter en våd aften i byen, smutter Aexandra og Jessica ind til en spåkone, hvor der sker sære ting. Bl.a. kan spåkonen se Alexandria’s afdøde mor, der varsler onde tider. Derefter går det ned ad bakke for pigen.

Der begynder at ske ting og sager i deres lejlighed, hun ser syner, stiller sig i Bree’s soveværelse midt om natten, stirrende med dæmoniske øjne. Til hendes veninde svarer hun en sen nattetime med dobbeltstemme. Alti alt er det tydeligt, at de er flere end de tre piger i lejligheden, da en dæmon eller ond ånd, forfølger Alexandria. Der er tilmed en scene med et mindre overfald af seksuel karakter, der minder en selvsamme i filmen “The Entity” fra 1982 (meget seværdig film). Alexandria indser efterhånden at noget er galt – der sker uhyggelige ting om natten, hvor hun tydeligvis er besat, og næste morgen kan hun intet huske af det. Hendes rifter på kroppen forværres og det ender med hun søger hjælp hos en professor, der har kendskab til det okkulte.

Det er altid rart med en film som omhandler temaer som besættelse, dæmoniske ånder, mystik og exorcisme. Men det skal gøres ordentligt. Og film med sådanne emner er rigtig svære at lave så de virker. Efter Ole Bornedal’s fantastiske The Possession kommer der sikkert flere af samme slags, her er een af dem. Devil Seed gør sit bedste og det er tydeligt at holdet bag har set film som The Exorcist, The Entity, Rosemary’s Baby og mange andre geniale film, men det holder ikke helt vand. Selvom viljen er der og dette er bestemt heller ikke den ringeste film i genren, så er det lidt som at spise kartoffelmos uden salt – der mangler lidt. Noget væsentligt.

Af kritiske punkter er der musikken der tydeligvis er keyboard-lavet og kører faktisk med en scary tone hele tiden. Det kommer dog snart til at virke påtaget, som muzak. Det er rigtig irriterende. Effekterne er ofte af den bedre slags, hvor skuespillet dog ikke er i topklasse. Det er lidt en skam, for det virker som om hele filmholdet tror på det, at de går ind i filmen med liv og sjæl og tror på deres gyserfilms-projekt. Og som nævnt er det da bestemt heller ikke kun ringe kritik jeg skal fyre af, men stort set holder det ikke rigtig. Det skinner for meget igennem, at det er en billig produktion – og det gør det allerede i begyndelsen.

Men inden du tror at dette er en nitte, så synes jeg bestemt du skal give den en chance, hvis du kan lide film om besættelse af dæmoner, etc. ! Måske du ikke har behov for så meget salt i kartoffelmosen som jeg har…

KM

Rowley, Wayne Country, Michigan.

Beruset måneskinsfiskeri ved hjælp af sprængstof, – hvorfor også gøre det mere besværligt end højst nødvendigt? – og detonationerne frigør en farlig organisme kendt som en Kimære.

Som en snebold på vej ned ad et bjerg, indtager Kimæren stødt større og større dyr (!), og snart er bestanden af lig i den lille by foruroligende. Panik har bredt sig og byen er i en undtagelsestilstand, hvor selvtægt og lovløshed regerer. Det hele er løbet løbsk og en national specialstyrke, kaldet CUT, kontaktes.

De isolerer byen, men da de første forsøg på at slå Kimæren ned, fejler, går det langsomt op for de isolerede, de få der er tilbage i Rowley, at de måske selv bliver nødt til at håndtere Kimæren.
For hvad vil CUT? Bruge den videnskabeligt eller iskoldt rydde op med en bombe over Rowley?

Ah! Som ung (yngre) blev jeg meget begejstret for film som The Blob og The Thing, og lad mig her give en stor anerkendelse til ‘Kimæren’ for at minde mig om dem – også selvom det i realiteten mest er Kimæren og dens udformning. Jeg kan godt lide den tanke, at den som udgangspunkt ikke er en ond organisme, men ‘bare’ følger sin natur og egentlig bare prøver at overleve. Det er en god vinkel og sætter ondskaben i perspektiv. Jeg mærker Kimærens smerte. Jeg kunne godt tænke mig, at have hørt noget mere om organismen, kimærespiren. Det er tydeligt at den har været i aktion før, men uden historik forekommer den nu alligevel ret ungdommelig og det går ud over den gru, den skal repræsentere.

Jeg er imponeret af forfatterens fortælleglæde, – det virker ikke som om, at han lader sig slå ud af modgang i sit skriveri. Reslow bruger den ordlyd, der er nødvendig, for at opnå den virkning han ønsker, og han bliver ved med at puste til træhuset vælter omkuld. Der er en tendens til malplaceret fjolleri, men det skal ikke tage pynten af romanen, der emmer af en stemning, som kom den fra hænderne på en yngre Koontz. Flot. Ikke vildt dyb eller karakterfast, men med intensitet og skriveglæde. Den tegner billeder i stedet for karakterer, og er beskrivende og atmosfærisk. Den fanger godt forskellen mellem den effektive hemmelige superdeling og de måbende lokale.

Jeg hiver lidt ekstra guld op af posen for Keentz’ død og metal referencerne, selvom de virker forcerede.

Der kan være en vis cathasis-effekt over at se de tre voldsmænd for hvad de fortjener – for filmen lægger, efter en lidt langtrukken start, op til en historie man ikke rigtig føler trang til at følge. Pigernes skrig er hjerteskærende og man kigger uvilkårligt på spilletiden på filmen: hvor længe skal man udholde det, da hostorien bygger på en massakre i Italien i starten af 70′erne, hvor to piger blev voldtaget og torturert i to dage.

“Heldigvis” bliver rædslerne afbrudt af de forbandende gladiatorer, der tager for sig af retterne i form af de afstumpede fyre. Pigerne går de da heller ikke af vejen for – derfor kan du se en korsfæstelse af en ung pige.

“Morituris” er ægte italiensk splatter som man lavede det før i tiden, i 80′erne. Det har dog ikke den helt samme effekt, da datidens naive tilgang til filmen og brugen af splattereffekten var langt mere udpenslet, uden brug af den voldsomme tortur. Det er en smule langt ude, hvilket ikke havde behøvet at trække ned, hvis ikke det var fordi det er en film fra 2011. Det kan i længden også blive trættende, at det hele foregår i en mørk, meget mørk, skov. For et kan vitterligt være svært at vurdere, hvem der nu bliver dræbt af de tavse kæmpere med gladiator-masker på. Men det bliver altså lidt for meget, med mørket konstant. Og selvom det kan være befriende at se voldsmændende få en omgang af deres egen medicin, så bliver det alligevel en tand for meget.

Jeg er fan af italienske gyserfilm. Men mest af de film der blev produceret i 80′erne. Dette holder desværre ikke helt vand.

KM

I Doverton, i tunneller under jorden, lever der små humanoide væsener. De er en afart af menneskene, men søger at udvikle sig. Det skal de bruge kvinder til. Mænd siger dem ikke noget. Dem slår de bare ihjel.

Amy flygter fra sin voldelige kæreste, Piper, og hun ringer til Gary. Gary er hjemme hos sin kæreste Wendy, der er jalous på Gary og Amy, for det er ret tydeligt, at de har haft et godt øje til hinanden længe, og hvis nu Amy pludselig er single, vil de måske finde sammen. Men de tager afsted for at hente hende.

Amy møder i mellemtiden Mary, Shannon, Jake og Steve. De er venner afsted på vej hjem fra en metalkoncert og de bliver og passer på hende til Gary og Wendy kommer. Mary og Shannon er lidt vilde med hinanden og er lesbiske nybegyndere, når deres samvittighed byder dem det.

De er alle trætte og følges til Sleep Tight Inn.
Som er samme sted Piper tilfældigvis søger hen i sin jagt på Amy.

Og jagt bliver der, både af Piper og de mystiske væsener.

‘The Lurkers’ er Kristopher Ruftys debutroman og selvom den har modtaget gode anmeldelser og har fået 7 (af 9!) 5 stjerners anmeldelser på Amazon, så vil jeg nu alligevel stille mig lidt utilfreds.

Som udgangspunkt er bogen godt skrevet og vokser som siderne vendes, og bevares, hvis man tager de ukritiske briller på, så er der da tale om en underholdende historie .. men nu sidder jeg jo ikke her for at være ukritisk. Jeg synes historien bevæger sig på en noget tynd is. Karaktererne er svage og anonyme og reagerer ulogisk (hvorfor diskutere samlivsproblemer, når man sidder fanget i et bur under jorden og venter på at blive slået ihjel?) og de her små uhumske underjordiske væsener med pil og spyd virker altså ikke særlig frygtindgydende på mig. Nærmest komiske, uagtet deres handlinger. De minder mig mest om Rumpenisserne i Ronja Røverdatter. Gør det dem farlige? Og hvorfor sextemaet? Hvad vil Rufty fortælle? Det virker temmelig overflødigt og hvis det skal bygge karaktererne op, så lykkes det ikke og der burde faktisk være vigtigere ting at berette om. Piper er en kold djævel og nem ikke at bryde sig om og Amy løfter sig en kende over de andre, der er ret stereotype.
Men det redder den ikke.

Jeg kan sagtens more mig over bogen, men det er de ringe karakterer og det ulogiske, der ødelægger det for mig.
Det trækker op, at de har været til Kreatorkoncert, men hvor meget vil jeg ikke afsløre.

Svaret må vente. Ideen er fremragende – at tage nogle tyske tunneller, lidt myter om hvad der skete under 2. verdenskrig i Berlins undergrund og med klaustrofobiske locations, bygge en lille historie op om bl.a. eksperimenter på tyskere, der skulle sendes i rummet – eksperimenter der endte med at de blev til over-mennesker, der trodsede alle farer og smerter.URBAN EXPLORER er ikke bare filmens titel, men et nyt kultfænomen. Eventyrlystne unge drager bevæbnet med lygter og kameraer ned i kloakker og tunnelsystemer dybt under verdens storbyer for at tage billeder af noget, der er ukendt land for de fleste.

Filmens unge flok finder deres mål – en tysk bunker, der er lukket af af myndighederne. Deres guide kender dog til stedet og bryder muren ned for at de kan komme ind og se det nazistiske “grafitti”, der er lavet på væggene. Undervejs tilbage sker der dog et uventet og tragisk uheld, der vender deres situation fra at være “eventyr-agtig” til en kamp på liv og død. Deres guide kvæstes voldsomt og de to andre går efter hjælp. Snart er det ene par (med dæknavnene Mickey og Mallory, som fra Natural Born Killers) alene med en såret guide. De får dog hjælp fra en sær eneboer, der fører dem til sit sted i undergrunden og byder dem på mad. Han ringer efter hjælp og har helt klart til hensigt at hjælpe – også selvom han opfører sig sært og fortæller om hans tid som hemmelig grænsevagt, under opdelingen af Tyskland. Men det hele udvikler sig pludselig ,meget voldsomt og bliver en katten-efter-musen-leg. Til tider glemmer man hvilket miljø de befinder sig i og det kan virke trættende. Men filmen formår alligevel at overraske voldsomt og fænger alligevel. Ikke mindst på grund af dens sublime skuespil og måde at vise den desperation det må være, at være i den situation de befinder sig i. Der er lidt “Hostel” over den og det er jo slet ikke dårligt. Samtidig er det en rigtig god slasher-film, hvor det ikke er en helt almindelig psykopat der er omdrejningspunktet, men en person med baggrund i det gamle Tyskland og som stadig tror på sejren.(Eminent spillet af den tyske skuespiller Klaus Stiglmeier). En film der overrasker hele vejen.

Så svaret må blive, at det er en ganske vellykket film udi den terror fanatismen kan kreere. Få fingre i den, hvis du kan lide brutal spænding – sørg for at have negle at bide i. Selvom filmen er tysk produceret, tales der både engelsk og tysk.

KM

Cleary, Ohio. En masse mystiske fremmede ankommer pludselig til den lille by. De ser sjuskede ud og virker vildledte. De gør ikke noget forkert, men skræmmer den lille bys indbyggere. En massemorder sidder spærret inde i byens fængsel, og fabler om en gul måne, der påvirker folk. Og så forsvinder børnene.

Møl. Stemmer fra afløbene.
Noget imiterer menneskene.

‘Yellow moon’ minder mig mest af alt om et afsnit af Twilight Zone. Den er kort og hurtig. Mystisk. Lige på. Og ville dybest set nok virke bedst på film. I bogform finder jeg den en kende rodet, klichéfyldt og ikke mindst kan en film bedre slippe afsted med ikke at forklare sig. I bogen mangler jeg noget baggrund, noget forklaring, og lidt mere sammenhæng. Jeg er ret sikker på at den ville have ligget godt i hænderne på den Dean Koontz, der skrev bøger for 20 år siden.

Den har en god atmosfære og byder på mere mystik end egentlig uhygge. Jeg tænker, at en bog af ‘Yellow Moon’s relativ korte længde, godt kunne have injiceret lidt mere stof i dette hurtige fix. Searls springer rundt fra kapitel til kapitel og gør det formentlig for at holde på spændingen, men for mit vedkommende dræner det intensiteten og gør det svært at følge med. Den forsøger at være dette mystiske gys, men jeg tror det ville klæde den, at være meget mere direkte og slet ikke pakke gruen ind.

Den får mig desværre ikke op at ringe.

Kasey og hendes gruppe er blevet spredt. Flere af dem er blevet bortført og gruppen forfølger dem nu på hesteryg gennem et nådeløst vinterlandskab. Overalt er Deadheads, der har udviklet sig med tiden, og nu udgør en endnu større fare. De søger ly i et fængsel, hvor situationen mellem beboerne i forvejen er spændt til bristepunktet, og Kasey må tage nogle opgør, både for sin egen skyld, men også for beboerne og sin egen gruppe .. Alt imens Kasey kæmper med sin egen sorg.

Udenfor samler der sig flere og flere døde. og det er et spørgsmål om tid, før opgøret skal tages.

Jeg kan godt lide C. Dulaneys måde at skrive på. Den er apokalyptisk på en populærlitterær facon og flere gange undervejs forestillede jeg mig et The Walking Dead scenarie. Den har et WD/westerntema over sig, men uden at virke plagierende. På samme måde som serien, appelerer bogen også til andet end bare genrefans. Et par bøger mere og vi kan kalde Dulaney for zombiefiktionens Stephenie Meyer (how’s that for a blurb, Permuted Press?). Jeg spænder buestrengen her, men jeg er sikker på at I forstår hvor jeg vil hen: Dumme mennesker læser ikke Trauma Magazine

Charmen ved Roads less Traveled serien er at den syner mere menneskelig end mange andre zombiebøger. Den gør meget ud af sine overlevende, – hvad de gør, hvordan de overlever og hvordan deres samfund er bygget op – og virker nærmest som et eventyr i zombie-apokalyptisk-land. Når det så er skrevet er der flere Z’s i denne end The Plan. Den er velskrevet og meget rig på billeder. Den er meget drevet af sine karakterer og spillet mellem dem. Dulaney virker meget bevidst om hvad hun vil og den virker generelt meget gennemtænkt. Selv skiftet mellem jeg-fortæller og tredje person fungerer godt. Historien og karaktererne er modnet i denne bog nummer 2. Omvendt kan ‘Murphy’s Law’ godt virke som et mellemspil – en rigtig to’er. Der er ikke helt den samme nerve som i The Plan og den har omvendt heller ikke rigtigt nået sit klimaks endnu. Ikke at misforstå. Den er bestemt ikke kedelig eller ubetydelig. Det trækker en smule ned at de gode og onde er så definerede som de er. Begge hold er nemme at få øje på og overrasker ikke. Bogen ville have godt at et eller andet uforudset, en eller gnist til at sparke den lidt bagi.

Og!
Damn! Kasey er en sej tøs.

Hun virker udadtil hård og som om alt preller af på hende. Facaden krakelerer dog en aften efter en mislykket dansesession, som hendes mor tager hende med til. Om aftenen hører hun sin mor sige til faderen, at hun ikke vil have hende hjemme mere, at hun er sindssyg og at hun ikke kan elske hende, selvom hun prøver. Nu begynder hendes særheder at tage overhånd, da hun begynder at dissekere en død fugl hun finder. Og det hele kulminerer, da hun bliver bortvist fra skolen på grund af en voldelig hændelse.

Sluttelig kammer det hele over – og slutningen er mesterlig, forstået på den måde, at du vil finde dig selv sidde med åben mund og tænke: “Hvad sket der?”.

“Excition” er ikke en gyser, men mere et drama, et meget specielt drama, med stort, stort skuespil af alle medvirkende. Det er et drama man kan få en diskussion ud af efter filmen er slut, da det er skjulte budskaber mange steder. Tragi-komisk er det egentlig i sig selv, at Traci Lords spiller den religiøse moder, der går ind for dydighed og afholdenhed, når man tænker på hendes tidligere film. McCord spiller ufattelig godt og er utrolig troværdig i sin rolle som den psykisk uligevægtige og meget specielle Pauline. Sminkningen bør også roses, da den ellers smukke McCord kun glimtvis viser, at hun bag rollen faktisk er en flot pige.

Filmen er lidt af et studie og kan man udholde de blodige og bizarre fantasi-glimt, som Pauline til tider har, så er det en spændende film ud i det psykologiske, som man kan snakke om bagefter.

KM

Nuvel, om det er sandt eller ej, skal jeg ikke forholde mig til, da det ellers er en blændende uhyggelig og velfortalt film. Som i førnævnte The Exorcist, er det en pige der bliver besat, der er savnet til far og videnskaben der blander sig, hvor det til sidst alligevel er religionen der må træde til. Jo, der er mange ligheder med filmen fra 1973, der i mine øjne er een af verdens mest uhyggelige film. Men det er ikke dårligt, når filmen minder om den. For den kan sagtens stå alene. The Possession er så flot spillet, velfortalt og med et skuespil af især Natascha Calis, der spiller Em, så overbevisende, at det er en sand fryd. Em er i stand til at indse hun gennemgår en forandring og er i tvivl om hvem hun er. Samtidig med det, så skal der ikke herske tvivl om, at hun vitterligt er i forandring – det følges gennem flere meget uhyggelige scener i filmen, der sagtens kan stå i forreste front, når det gælder mindeværdige (uforglemmelige) sekvenser. Tag bare Em stå ved sin gynge og skule ondt til sin stedfar. Mesterligt og uforglemmeligt.

. Film med samme emne tit (besættelse, dæmoner), men ikke desto mindre er firmaet altså blevet et sandt varemærke for kvalitets-gys. The Possession er ganske enkelt et mesterværk du bør anskaffe dig, hvis du har en smule respekt for genren!

KM